tirsdag den 24. december 2013

Bøger læst i december.

Her er en liste over de bøger jeg har læst i december, samt en lille kommentar om den enkelte bog. December var en god læse måned, jeg havde en del sygdomsramte børn der skulle våges over, så det gav lidt ekstra læse tid.  Der er dog også et par bøger nævnt på listen, som bare ikke var mig og som jeg måtte opgive.

 

Janet Evanovich - Take Down Twenty. Jeg elsker Stephanie Plum serien og har læst alle tyve på nær et par enkelte jeg ikke har kunnet skaffe. Jeg synes de er sjove og underholdende og det er bare en fornøjelse. Jeg synes ikke denne var på højde med de andre jeg har læst, men den var okay. Jeg er ikke bleg for at afsløre, at jeg er Team Ranger all the way!!

Kirstan Hawkins - Donã Niconoras hattebutik. En sjov og hjertevarm historie om en lille landsby, der er gemt godt væk i junglen et sted i Sydamerika. En turist har forvildet sig til landsbyen, den første nogensinde og det vender op og ned på mange ting i det lille samfund.

Kody Keplinger - Shut Out. Skolens Football og Soccer-hold er i evig rivalisering. Lissa er kæreste med qauterbacken Randy og er godt træt af det. Sammen med de andre spilleres kærester organisere hun en sex-strejke. Undervejs forelsker hun sig i fodboldholdets anfører Cash. En lidt tynd historie efter min mening.

Stephen Edmond - Winter Town. En historie om barndomsvennerne, Evan og Lucy hvis liv har taget to meget forskellige drejninger efter Lucys forældre blev skilt og hun flyttede væk fra byen.

Miranda Kenneally - Racing Savannah. Lige som jeg har det med Stephanie Plum, lige sådan har jeg det med Keanneallys bøger. Jeg synes de er rigtig gode og fængende. Det er en sød lille kærlighedshistorie med forviklinger.

Iliya Troyanov - Isbrud. Handler om Zeno der er gletsjerforsker, men da den alpegletsjer han har viet sit liv til at studere, smelter helt væk, må han finde på noget nyt. Han bliver ansat som rejseguide på et krydstogtskib, der sejler turister til Antarktis. For mig lyder det som en spændende historie, men jeg blev slemt skuffet. historien er meget rodet og hver anden kapitel er korte sætninger skrevet i en stor pærevælling. Meget forvirrende. Selv om bogen kun er på nogen og 160 sider måtte jeg simpelthen opgive. Bogen er skrevet som et kritisk indlæg i klima debatten, men jeg undrer mig over, om det virkeligt ikke kan gøres mere spændende og alment tilgængeligt.

Boris Akunin - Tyrkisk Gambit. Nummer to i krimi-serien om Erast Petrovitj Fandori. Interessant at læse, da den handler om Ruslands historie og det russiske samfund omkring slutningen af 1800-tallet. Den er bedre end den første, men stadig en anelse kedelig, måske netop fordi jeg intet kender til Rusland  i den tidsperiode. Alene det russiske rangsystemet er en svære en, at hitte ud af.

Charlaine Harris - True Blood nr. 4, 5 & 6. Jeg synes de tre første bøger var drøngode og jeg fløj lige igennem dem. Men jeg ved ikke om jeg er ved at have fået nok af vampyrer og formskiftere, for jeg var i hvert fald ikke så begejstret for disse tre, som for de tre første. Jeg føler ingen trang til at færdiggøre serien foreløbig.

A.J. Walkley - Vuto. Som skrevet tidligere var det en af de bøger jeg vandt her for nyligt. Jeg synes den var meget interessant og jeg følte mig magtesløs og frustreret ved at læse om hvor hårdt kvindernes liv er i mange fattige lande i Afrika og hvor svært det er at ændre på disse ting. En god reminder om verden uden for, her midt i julens mad og gave fråseri. Helt sikkert en læseværdig bog.

Lucy Ching - En af de heldige. Månedens bedste bog. Jeg elsker at læse om kinesiske skæbner og her er en af de mere usædvanlige. Lucy Ching bliver blind da hun er helt lille, men udviser et ukueligt gåpåmod. I det kinesiske/ buddhistiske samfund er handicaps en straf, for noget en forfader har gjort som ikke behagede guderne og derfor opfattes blinde som ulykkesfugle, der bringer uheld til deres familier og samfundet. Mange blinde blev smidt ud af familierne og kunne kun ernære sig ved prostitution eller som gademusikanter. Med hjælp fra sin livslange hjælper Ah Wor, kæmper Lucy for at få en uddannelse som lærer, for at gøre forholdene for andre blinde acceptable. Det mest utrolige for mig, er at vi ikke er længe tilbage tidsmæssigt end 1940´erne. Det er ufatteligt i vores moderne verden.

Marie Lu - Legend, Prodigy & Champion. En trilogi der foregår i et dys topisk USA, der er kollapset og hvor mange af kysterne er blevet oversvømmet. Der er konstant krig mellem republikken og kolonierne. Hovedpersonerne Day og June kæmper på hver deres side, indtil de føres sammen ved tilfældighedernes spil og opdager at tingene ikke er som de ser ud. Jeg synes den første var rigtig god, men der efter dalede begejstringen og jeg må indrømme, at jeg bare skimmede den sidste af bøgerne. Den kunne slet ikke fange mig. Måske var det fordi, næste bog på listen lige var kommet ind af dørsprækken.

Martin Jensen - En fremmed klippe. Bogen forgår i Wales, hvor der er gnidninger mellem englænderne og de indfødte. Bogens hovedperson John/Sion er halvt englænder og halvt waliser. En dag kommer der et menageri med dyr til byen. Mellem dyrene er der en elefant og dennes dyrepasser, Robert, som er englænder. Robert forelsker sig i en lokal pige og det sætter sindene i kog hos hendes brødre.

Karin Slaughter - Kisscut. Nummer to krimi i serien om børnelæge og retsmediciner Sara Linton. En nyfødt baby findes parteret og en ung pige truer med at skyde sin venindes storebror. Det er indledningen på denne spændende forbryderjagt. Jeg synes den var klart bedre end den første, selv om jeg var ved at bakke ud, da de fandt barneliget, jeg er en pivskid, når det har noget med forbrydelser mod børn at gøre. Men den var nu alligevel for spændende at lægge fra mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar