søndag den 22. december 2013

Jubiiiiii!!!

Jeg har sørme vundet ikke bare en, men hele to bøger!! Bøgerne har jeg vundet gennem Goodreads giveaways, hvor jeg stort set deltager i alle de udlodninger der er, jeg synes det er spændende på den måde at få mulighed for at læse bøger jeg ellers aldrig ville læse.

 
A.J. Walkley - Vuto. Den første bog vandt jeg allerede i starten af november måned og jeg nåede også at læse den i november. Forfatteren har selv arbejdet i Afrika for flere hjælpeorganisationer og bogen er skrevet ud fra hendes egne erfaringer og oplevelser fra det arbejde. Bogen handler om en 17-årig pige, kaldet Vuto, der bor i Malawi. I begyndelsen af bogen mister hun sit 3. barn kort efter fødslen og hun bliver bortvist af landsbyens ældreråd, da hun i forbindelse med barnets begravelse ikke følger stammens regler. Vi følger også den amerikanske Samantha  fra U.S. Peace Corps, hun er ny udsendt har svært ved at acceptere stammernes love, der diskriminere landets kvinder på det groveste. Hun hjælper Vuto og efter en episode, hvor Samantha ved et uheld kommer til at dræbe, landsbyens ældste Solomon, der også er Vutos ægtemand, må de to flygte sammen. Det er en rigtig god bog der sætter fokus på mange ting omkring problematikken i de fattige afrikanske lande.

Lise Bidstrup - Khepris tre trin. Det virker som en spændingsroman. Plottet har noget med en gammel ægyptisk dødebog at gøre og der er en række mennesker der uafhængigt af hinanden drages ind hele herligheden. Det lyder lovende, det gamle Ægypten har altid interesseret mig og jeg har læst meget om emnet og har været til mange foredrag om ægyptologi i mine unge dage ( før jeg fik børn og havde tid til den slags fornøjelser ). Jeg håber gevaldigt på, at forfatteren holder sig langt væk fra Mayaernes dommedagskalender, for det har jeg læst nok bøger om i året der er gået og det har jeg simpelthen fået nok af. Det bliver nok først i det nye år jeg får tid til at læse den, men jeg glæder mig allerede til at komme i gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar