onsdag den 5. februar 2014

Alfabet tag ( V-Å).

Endelig blev det tid til sidste del af alfabet tagget.

(V) Fannie Flagg - Velkommen til verden. Bog af forfatteren til Stegte grønne tomater. Det er mange år siden jeg læste den. Den kendte tv-værtinde Dena Nordstrom, har styr på livet og en strålende karriere foran sig, men efter et sammenbrud, der sender hende på rekreation i hendes fødeby, begynder der at dukke ting og sager op fra hendes families fortid, som kan ændre hendes fremtid inden for medie-verdenen. Jeg kan rigtig godt lide begge bøger, der handler om stærke kvinder.

(W) Cheryl Strayed - Wild. Forfatterens egen fortælling om hendes vandretur ad The Pacific Crest Trail, der går fra Californien til Canada. Den var en af de bedste bøger jeg læste i 2013. Meget anbefalelsesværdig.

(X) Xiran - Tabte Døtre. Jeg har ingen bøger, hvis titel starter med X, så jeg måtte igen være lidt kreativ og finde en anden udvej. I bogen skildre forfatteren, de konsekvenser Kinas etbarnpolitik har haft for mange familier. Hvor mange kvinder har været nødsaget til, at aflevere deres døtre foran hospitaler eller på børnehjem. Meget skrækkelig og tankevækkende bog.

(Y) Margit Sandemo - Yrsa, den glemte dronning af Danmark.
Fortællingen forgår i folkevandringstiden, der tidsmæssigt fandt sted mellem 400 og 600 e.Kr. Forfatteren der nedstammer fra en svensk adels familie, fortæller om, hvordan livet kunne have set ud for en af hendes forfædre, Dronning Yrsa.

(Z) Diana Ackerman - Zoobestyrerens kone. Bogen er en fortælling fra Anden Verdenskrig og fortæller om, hvordan ægteparret, der bestyrede Warszawa Zoo under krigen, gjorde et stort arbejde for at hjælpe jøder, ved at gemme dem i den ødelagte have. Desværre fik jeg ikke læst bogen færdig, da jeg synes den irriterede mig at læse. Det virkede lidt,
som om den var blevet oversat med Google translate. Det var så dårligt og kringlet et sprogbrug, at teksten flere steder ikke gav mening. Det var lidt synd, da jeg synes det er en vigtig tid at fortælle om, så vi aldrig glemmer.

(Æ) John Irving - Æblemostreglementet. Historien om Homer Wells, der er opvokset på et børnehjem, som forstanderens yndlingsbarn. Han er udset til at blive den næste forstander, men han vil hellere se mere af verden uden for. Igen, det er længe siden jeg har læst den, så den er ikke så frisk i min hukommelse længere.

(Ø) John Grisham - Øje for Øje. Den sorte Carl Lees datter bliver mishandlet og voldtaget af to unge hvide. Forbryderne vil højst sandsynligt blive frikendt, fordi de er hvide og Ku Klux Klan har stor magt i det lille samfundet. Han ser ingen anden udvej end, at tage sagen i egen hånd og skyde dem. Det er en meget stærk bog om racehad og retfærdighed. Af samme forfatter har jeg læst Pelikan Notatet, Firmaets mand og Klienten, som jeg synes var gode alle.

(Å) Isabel Allende - Åndernes hus. Jeg har ikke læst bogen, men jeg var
i biografen og se filmen, da den blev filmatiseret af Bille August i 1993. Det eneste jeg kan huske er, at jeg synes den var meget voldsom. Jeg køber altid de bøger Isabel Allende skriver, men det er sjældent jeg får dem læst, hun har en meget speciel skrivestil, som jeg ikke rigtig bryder mig om. Men jeg vil gerne samle dem til, at læse når jeg bliver ældre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar