mandag den 31. marts 2014

Joakim Zander - Svømmeren.

Den sidste uges tid, har jeg lyttet til denne utrolig spændende thriller. Spændingsbøger og krimier er ikke det jeg læser mest af, men jeg har fundet ud af, at de gør sig godt som lydbøger. Jeg vil ikke gå så meget ind i hvad bogen handler om. Bogens synopsis kan læses på :  http://www.gyldendal.dk/svoemmeren-id21362


Jeg synes indlæsningen af Svømmeren var fænomenal. De lydbøger jeg hidtil har lyttet til, har haft meget varierende kvalitet. Nogle oplæsere betoner ord på mærkelige måder eller overspiller de forskellige personers dialoger helt vildt, andre igen har været så monotone og søvndyssende, at jeg har måttet opgive, at lytte bogen til ende. Med Svømmeren, var oplæsningen flydende, naturlig og indlevende, hvilket også bidrog til at øge spændingen undervejs og til det gode helhedsindtryk jeg fik af bogen.

Flowet i bogens handling og selve plottet minder mig meget om de amerikanske Bourne film, bygget over Robert Ludlums bøger, den første hedder på dansk, Manden uden navn. Hele konceptet med jagten gennem Europa, den usynlige fjende, der haler ind på hovedpersonerne og især hårfarvnings scenen, var ren deja-vu. Selve bogens opbygning, med benævnelse af sted og dato, er også meget actionfilmagtig, men det hjælper fint med til, at holde styr på steder og personer undervejs.

På trods af sammenligningerne med ovennævnte film, vil jeg pointere, at bogen er helt sin egen. Med en meget unik stemning. Forfatteren har et meget beskrivende sprog og man kan nærmest mærke den kvælende hede i Damaskus eller vinterkulden, der bider i skærgården. Hele plottet med terrorister og EU lobbyister og hemmelige paramilitære grupper, der opererer under den offentlige radar, med statslig accept i ryggen, er så virkelighedstro, at det er helt skræmmende.

Svømmeren er Joakim Zanders debut og jeg håber da, at han har mere af samme kaliber på vej. Noget kunne tyde på, at der kunne være flere bøger på vej om Klara Walldéen, måske der lige frem er planlagt en hel serie? Jeg kan i hvert fald varmt anbefale Svømmeren til alle, også selv om man normalt ikke læser bøger i denne genre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar