onsdag den 16. april 2014

Bogkøb i april 2014. Første del.

De følgende bøger er købt i diverse supermarkeder. Det er ellers meget sjældent jeg køber bøger i supermarkeder, da det altid synes som om, de kun sælger krimier. Men når jeg så endelig falder over nogle spændende bøger i supermarkedet, er det som regel til en meget favorabel pris og så ryger der en enkelt bog eller to i indkøbskurven alligevel.

Bøgerne her er købt i  A-Z og Føtex i Hjørring og en enkelt har jeg købt antikvarisk via SAXO.com.

Sissel-Jo Gazan - Dinosaurens fjer og Svalens graf. Forfatteren er blevet udnævnt til, at være ny rival til de nordiske krimi-dronninger. Det lyder da lovende. Bog nummer to, Svalens Graf, fandt jeg til 25,- kr. i Føtex, bogen var sat ekstra meget ned, da omslaget her en lang skramme på bagsiden. Men så skulle jeg jo have fat i den første, så jeg gik på SAXO.com for at finde et brugt eksemplar. Jeg var så heldig at finde en brugt bogklubudgave til 75,- kr. Man har da lov at være heldig.

Linda Castillo - Bryd Tavsheden. Tredje bog i krimi-serien om Kate Burkholder, der er opvokset som Amish. Hun har brudt med Amish-samfundet og nu er politichef i byen, hvor hun er vokset op. Hun kæmper med mange skygger fra fortiden og med at være kvinde i en chefstilling i en mandeverden. Bøgerne er meget amerikanske i stilen, men jeg kunne rigtig godt lide det twist Amish relationerne giver bøgerne. Denne bog var lidt dyrere og kostede 169,- kr.

Michael Katz Krefeld- Afsporet. Denne bog fandt jeg også i dyngen med ekstra nedsatte bøger til 50,- kr. i Føtex. Forsiden er lidt skrammet, men ikke noget det gør noget til den pris. Jeg har læst de to bøger i forfatterens Storm/Bergman serie og kunne vældig godt lide dem og en af medlemmerne i Læseklubben, sagde at Afsporet var endnu bedre, så det kan jo ikke være helt galt til den pris.

De følgende fire bøger er købt på udsalg i Kvickly i Metropol i Hjørring:

Vanessa Diffenbach - Blomsternes hemmelige sprog. Bogen handler om den unge kvinde Victoria Jones, der har været ind og ud af mange plejefamilier og har svært ved at knytte sig til andre mennesker. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente, da jeg har hørt, at den skulle have en meget mærkelig slutningen. Men det må jo komme an på en prøve. Bogen kostede 25,- kr.

Lisa See - Pigerne fra Shanghai. Bogen følger de to kinesiske søstre Pearl og May fra deres ungdom i det moderne og vestligt prægede Shanghai til Chinatown i Los Angeles. Af samme forfatter har jeg læst Sneblomst og den hemmelige vifte og På Guldbjerget og jeg har Pæonpavillonen stående ulæst på hylden. Bogen kostede 100,- kr.

Charlaine Harris - Alle sammen død. Bogen er den syvende i serien om Sookie Stackhouse også kendt som True Blood serien. Efter at have købt denne, mangler jeg bare den sidste bog, for at have alle 13 bøger i serien . Jeg har købt dem hen ad vejen, når jeg er faldet over dem til en billig penge her og der. Jeg har planlagt at marathonlæse serien i oktober, som en del af mit Halloween tema. Bogen kostede 125,- kr.

Anne-Cathrine Riebnitzsky - Den stjålne vej. Forfatteren modtog i 2013 Den gyldne laurbær, for sin roman Forbandede yngel. Den stjålne vej foregår i Afghanistan og handler om tre menneskers skæbne, som krydser hinanden. Det er den første bog jeg læser af Riebnitzsky. Bogen kostede 99,- kr.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar