fredag den 2. maj 2014

#fredagsbog d. 2. maj 2014.

Udover månedens læseudfordring, der er den mere end 800 siders tykke Stillidsen af Donna Tartt, som jeg har sat mig for, at forsøge, at få læst i løbet af maj måned, har jeg kun Scott Eymans biografi  om  Western legenden John Wayne på programmet denne weekend. Biografien er startskuddet på mit selvvalgte læsetema til maj-måned.

 Jeg har læst ca. 8% af e-bogen og indtil videre har jeg det indtryk af, at det ikke bliver en bog, hvor skeletterne kommer til at vælte ud af skabet. Det virker som om forfatteren, der har interviewet John Wayne flere gange mens han levede,  nærmest  skriver om ham med ærefrygt og ukritisk beundring. Det han skriver er meget rosende og det jeg har læst indtil videre er nærmest skrevet som en hyldest, hvilket måske ikke er det mest spændende at læse om i længden. Jeg er ikke ude efter smuds, men der må da være mere til manden end gode karakterer og eksemplarisk opførsel. Men man skal nok også være forsigtig med at pille ved legenden, som er indbegrebet af amerikansk mentalitet og idealer.

Alle referencerne til store amerikanske film-personligheder foran og bag kameraet siger mig heller ikke så meget. Jeg har set en del Western da jeg var barn, da DR sendte dem hver søndag eftermiddag, men det er ikke rigtig en genre som jeg har dyrket. Jeg håber bogen bliver mere interessant hen ad vejen. Det kunne være spændende, at finde ud af mere, om mennesket bag legenden John Wayne.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar