mandag den 2. juni 2014

Bøger læst i uge 22-2014.

William Shakespeare - The Tempest. Læst som tegneserie. Jeg kan faktisk rigtig godt lide de her tegneserie bøger over Shakespeares skuespil. Illustrationerne er flotte og farverige og det er en nem måde at komme til at kende teksterne og skuespillene på. Sproget er moderne, men alle de vigtige replikker som alle kender og husker er bevaret.

The Tempest hedder på dansk Stormen og er et af de mere ukendte skuespil og handler om en mand Prospero og hans datter Miranda, der er blevet tvunget til at søge eksil på en øde ø på grund af forræderi fra broderens side og nu søger han gennem sine tillærte trolddoms kræfter hævn over dem der gjorde ham uret.

4/5 stjerner.

Amanda Lindhout & Sara Cobert - Huset i himlen. Meget barsk fortælling om bortførelse og om 15 måneders tilfangetagelse i Somalia, som forfatteren her meget modigt står frem og fortæller.

Amanda Lindhout vokser op i et splittet og voldeligt hjem under fattige kår. Da hun er 19 år, flytter hun hjemme fra. Hun har en meget stærk udlængsel. Til at starte med tjener hun penge til at rejse for gennem jobs som servitrice og tjener på diverse fashionable barer og restaurationer. Senere tager hun fotokurser og lever som freelance journalist i verdens brandpunkter, Irak/Iran, Afghanistan og til sidst Somalia, hvor hendes held slipper op.

I Somalia blive hun sammen med sin mandlige rejsefælle og tre somaliske hjælpere bortført og bortførerne kræver store summer løsepenge for de to fanger. Hendes familie er fattige og har svært ved at få samlet de mange millioner sammen bortførerne forlanger. Men bortførende mener, at det er hendes mor, der holder forhandlingerne hen fordi hun ikke vil betale pengene. For i deres forvildede hjerner, tror de, at alle hvide er rige og har millioner af penge. Derfor lader de deres frustrationer over at de ikke får deres penge, gå mest ud over hende. I deres hoveder, er det hende og hendes mors skyld de ikke får pengene. Hun er under konstant psykisk og fysisk pres og fordi hun er kvinde er hendes vilkår yderligere dårligere end hendes mandlige medfanges. Hvor han får bøger at læse i og kan komme udenfor husene de holdes fanget i, bliver hun holdt i et totalt mørke, hvor hun voldtages og tortureres.

Jeg måtte flere gange lægge bogen fra mig, for lige at komme til hægterne igen. Det var meget hård læsning. Det er utroligt at hun havde psyke til at klare det, hun må virkelig være en meget stærk person. Jeg kan kun anbefale alle at læse bogen.

4/5 stjerner.

Cassandra Clare - City of Bones. Jeg har så lige ødelagt det hele for mig selv og denne serie. For at tjekke nogle facts omkring serien gik jeg ind på Wipedia og ta da, der kunne jeg så lige læse den ene spoiler efter den anden. Pokkers spoilere! Her er hvad jeg skrev inden jeg blev spoiled.

Første bog i en serie på 6 bøger kaldet The Motal Instruments. Sidste bog er just udkommet her d. 28. maj og den skulle være på vej til mig fra The Book Depository.

Bøgerne foregår i et New York, der ved første øjekast ligner vores. Hovedpersonen Clary, går på Club med sine venner og lever et forholdsvis normalt liv, tror hun, men det hele er blændværk. Under overfladen er der et helt parallel univers med Skyggejægere, dæmoner, vampyrer og meget andet godt folk. Modsat almindelige mennesker, kan nogen færdes i begge verdener og Clary opdager at hun er en af dem og hendes forældre er ikke dem hun troede de var.

Bogen er persondreven, den handler om personernes forhold til hinanden og forholdet mellem de forskellige slags, skal vi kalde dem arter, af folk, der arbejder sammen eller bekæmper hinanden. Plottet var meget svagt og virker lidt som en biting. Jeg havde desværre allerede meget tidligt i bogen gættet, det store plottwist til slut i bogen og selv om det er præsenteret meget overbevisende, måske lidt for overbevisende, har jeg mine tvivl. At præsentere et sådan twist så tidligt i serien, synes jeg, gør det meget nemt at gennemskue.

At læse bogen er som at se en tv-serie. Jeg er imponeret over den fantasiverden forfatteren har bygget op og jeg bliver nemt fanget ind af stemningen. Så selv om jeg ikke er imponeret over handlingen, synes jeg det er rigtig fin underholdning.


Lang Leav - Love and Misadventure. Det er en digtsamling, forfatteren er en internationalt anerkendt digter og kunstner.

Jeg har ikke den store erfaring med digte, men disse digte var bestemt ikke for mig. Der var et par enkelte digte, som jeg synes var søde.  Men jeg havde fornemmelsen af, at digtene var rettet mod et meget yngre publikum. Ordvalget var umoden grænsende til det barnlige og jeg synes slet ikke digtene ramte de rigtige tangenter hos mig, når jeg tænker på store følelser som sorg og kærlighed.

Mange af digtene var korte og for mig virkede de mærkeligt ufærdige, lige som en vittighed uden punchline. Vi kender alle Piet Heins Gruk, hvor et kort digt på to linjer, udtrykker en hel verden af følelser og klogskab. Denne ligefremhed og enkelthed manglede jeg i disse digte.

2/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar