lørdag den 14. juni 2014

Fine loppefund.

Så er halvdelen af weekenden allerede gået. En milliard ( føles det som om) reklame flyers, for Løkken Koncert har pigerne og jeg delt ud i Brønderslev her i formiddag. Trætheden fra først at være kommet hjem fra 2x70 års fødselsdag kl. 3 i nat sidder tungt i kroppen, men vi var bestemt på også, at nå Thise Idrætsforenings årlige loppemarkedet.

Der gjorde vi nogle fine fund. De to mindste piger fandt hver en flot æske, den ene med blodrødt plys udenpå, hvilken pige på 7 år falder ikke for det ? Og den anden fandt en fin kinesisk inspireret trææske også i rød med fine malede blomster på. Den ældste datter fandt to små "glaselefanter" til nipsehylden.

Jeg fandt også selv nogle fine ting. En flot malet urtepotteskjuler, den står nu og pryder skrivebordet med kuglepenne i. Så faldt jeg også for en lille julefyrfadsstage. Den var rigtig flot malet og den ville passe rigtig fint i vores traditionelle vat-nisselandskab. Det bliver dog kun med de nye batteridrevne fyrfadslys, da sådan noget vat er noget brandfarligt skidt.

Den sidste ting jeg købte er en lille fedtstensæske med en elefant på, den ligner en souvenir nogen har haft med hjem fra Afrika. Der var også nogle fine små negerstatuer, som jeg også havde kig på, de ville passe rigtig fint i min reol mellem bøgerne fra og om Afrika. Men da der absolut ikke er mere ledig plads i reolen, valgte jeg ikke at købe dem.


Der var selvfølgelig også et par borde med bøger, de fleste var gamle bogklubudgaver, som der er rigtig mange af derude. Men det lykkedes mig da, at finde fem gode bøger. De to første er nogle rigtig smukke indbundne klassikere fra Lademann, med guldtryk og guld kant øverst på siderne. Det ligner at de engang har været en del af en serie. Flotte er de i hvert fald. De to jeg fandt er Herman Bangs Ludvigsbakke og Herman Melvilles Skibet og døden.

Jeg har længe villet læse noget af Zadie Smith og der var så lige en flot hæftet udgave af hendes Om skønhed. Den glæder jeg rigtig meget til at læse. De to næste bøger er nyere bøger fra Gyldendals Bogklubber. Jeg har endnu ikke læst noget fra Peter Høegs forfatterskab og der lå så lige Elefantpasserens børn, det er eftersigende ikke en af hans bedste. Jeg kunne se, at den tidligere ejer havde efterladt et bogmærke ved side 18. Men jeg håber da jeg kommer længere. Den sidste bog er en bog om Alexander den store skrevet af Bengt Liljegren. Jeg synes bøger om den antikke verden og de store historiske personligheder er utroligt fascinerende. Den tror jeg, at jeg får stor fornøjelse af at læse.

Det var alle vores fine loppefund og jeg kan ikke lade være med at nævne, at vi fik hele herligheden for 100,- kr. Men ikke nok med det, så fandt jeg en tyver på Føtex parkeringsplads, da vi delte flyers ud, så rent teknisk er jeg kun kommet af med 80,- kr. i dag. Fantastisk! Det er helt sikkert ikke sidste gang vi tager på loppemarked.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar