fredag den 27. juni 2014

#fredagsbog d. 27. juni 2014.

Endelig er det sommerferie, det har børnene godt nok sukket efter længe. Nu må vi håbe, at det gode vejr holder lidt endnu.

Vi har ikke noget nævneværdigt på programmet denne weekend. Søndag skal jeg dog lige et smut til Rubjerg, der er en lille landsby der ligger mellem Hjørring og Løkken, hvor den lokale antikhandler, har arrangeret loppemarked fra kl. 10 til kl. 16. Selvfølgelig er der også Kildemarked på Børglum Kloster i denne weekend, som også kunne være et besøg værd.

Min fredagsbog denne gang er bogen med en af de længste titler, jeg endnu har set:

Catherynne M. Valente - The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making. Bogen er første bog i forfatterens Fairyland-serie. De to andre udkommet i samme serien er The Girl Who Fell Beneath Fairyland and Led the Revels There og The Girl Who Soared over Fairyland and Cut the Moon in Two.

Jeg har læst i bogen løbende hele ugen og er godt og vel halvvejs. Det er et finurligt og lidt skørt eventyr, a la Alice i eventyrland og Troldmanden fra Oz.

Flere steder har jeg hørt bogen nævnt, som en hurtig læst lille historie. Det synes jeg bestemt ikke. For mig er den ufattelig svær at læse. Jeg skal virkelig koncentrere mig om teksten og kan kun læse ganske lidt ad gangen, for ellers så mister jeg fokus. Der er så mange detaljer, som jeg går glip af, hvis jeg læser for hurtigt.

Der er brugt ufattelig mange engelske ord, som jeg ikke kender og jeg har på fornemmelsen, at mange af dem er ord forfatteren selv har opfundet. Jeg kan egentlig godt lide eventyret, men jeg synes måske, at det fjollede og skøre er lidt overdrevet.

Inde på forfatterens webside kan man deltage i en konkurrence, om at vinde de tre bøger der indtil videre er kommet i Fairyland- serien. Held og lykke.

God weekend og god læselyst!

2 kommentarer:

  1. Åh, jeg elsker den bog! Den er så vidunderfin, og den er jo en helt ordleg! For ja, der er så mange overdådige beskrivelser, sjove ord og finurlige sætninger. Det er dog en stor del af charmen for mit vedkommende :)

    SvarSlet
  2. Jeg synes det giver en mere krævende læsning, fordi jeg hele tiden skal stoppe op og tænke, for at få mening ud af det jeg læser og det er bestemt ikke negativt, for det er da tankevækkende, at en bog på den måde kan ændre min måde at læse på..

    SvarSlet