onsdag den 18. juni 2014

På min ønskeliste #2.

Peter Høeg - Effekten af Susan. Bogen er en spændingsroman og handler om kvinden Susan Svendsen. Hun har en særlig evne til at få folk til at betro sig til hende, hun virker nærmest som et sandhedsserum. Da hun en dag kommer i problemer, efter at have slået en skuespiller ned i et indisk casino og risikere at komme i indisk fængsel, bliver hun kontaktet af en tidligere dansk embedsmand, der kan redde hende, men på en betingelse. Han har en mission hun skal udføre for ham.

Jeg har lige læst ungdomsbogen "Drawn" af Cecilia Gray, hvor hovedpersonen ufrivillig altid kunne få folk til at sige sandheden og det synes jeg var en spændende og forfriskende ide, som jeg ikke havde set tidligere. Så jeg er spændt på at læse hvordan Peter Høeg griber det an.

Jeg må med skam indrømme, at jeg endnu ikke har læst noget fra Peter Høegs forfatterskab, ikke engang Frk. Smilla, som jeg ellers har hele to eksemplarer af stående på min reol. Så det er sandelig på tide at få rettet op på det.

Trueman Capote - In Cold Blood. Forfatterens måske mest kendte bog og han betegnede den selv, som en non-fiction roman. Capote var lynende intelligent, det siges på Wikipidia, at han som 17 årig, fik 215 point i en IQ-test.

Bogen handler om et grusomt og bestialsk mord på 4 medlemmer af familien Clutter i Holcomb i Kansas. Der kunne ikke umiddelbart findes noget motiv til de grusomme drab. Capote læste om mordet i en lille artikel i en avis og blev så interesseret, at han rejste til byen, sammen med hans nære veninde, forfatteren Harper Lee, der har skrevet klassikeren "To Kill a Mocking Bird". Over de næste par år interviewede han byens indbyggere, familie medlemmer til ofrene og de to mænd, der i sidste ende blev hængt for mordene.

Det lyder enormt spændende. Den menneskelige natur og psyke har altid interesseret mig rigtig meget.

Deanna Raybourn - City of Jasmine. Fem år efter den berømte aviatrix Evangeline Starkes mand blev meldt omkommet i passagerskibet Lusitanias forlis i 1915, finder hun et fotografi, hvor hendes mand er på. Fotoet er taget efter at han angiveligt skulle være død. Hun sporer fotoet til den gamle City of Jasmine i Damaskus og beslutter sig for, at finde ud af hvad der rigtig skete dengang.

Det lyder som et enormt spændende plot og en potentiel fantastisk kærlighedshistorie og jeg elsker historier om stærke kvinder, der kan stå på egne ben.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar