onsdag den 4. juni 2014

På min ønskeliste #1.

Som passioneret læser er der hele tiden bøger der bliver føjet til min ønskeliste. Der er serier, som jeg skal følge med i, der er forfatterskaber jeg gerne vil uddybe, klassikere jeg gerne vil have læst og nye og spændende bøger der udkommer hver dag.

Min ønskeliste er så lang, at det ville være umuligt at få alle bøgerne med her. Men på toppen af ønskelisten ligger lige nu:

George R. R. Martin - Den herreløse rider. Bogen er en samling af tre fortællinger, “Den herreløse ridder”, “Det edsvorne sværd” og “Den mystiske ridder". Disse fortællinger foregår 100 år før bøgerne i "A Song of Ice and Fire"-serien. De tre fortællingerne handler om den herreløse ridder Dunk og hans væbner Æg og deres farefulde rejse gennem De Syv Kongedømmer, hvor en magtkamp er under opsejling.

Jeg elsker det middelalder fantasy univers George R.R. Martin har bygget op i "A song of Ice and Fire"- serien. Jeg har læst "Kampen om tronen" og "Kongernes kamp" og det er nogle fantastiske eventyrbøger, meget blodige og voldelige, men fantastisk skrevet. Så denne er et must read for mig.


Haruki Murakami - Hardboiled wonderland og verdens ende. Jeg har læst forfatterens "1Q84" trilogi og i maj måned lyttede jeg til hans "Kafka på stranden". Murakami arbejder meget med parallel verdener og det overnaturlig i hans bøger og det gør han også i denne nye bog. Den ene verden er storbyen Tokyo i en fjern fremtid,  med små monstre og en vanvittig forsker. Den anden verden er Verdens Ende, et stille og tidløst sted, med lysende enhjørninger og en navnløs fortæller, der skal forsøge at tolke nogle drømme. Disse to verdner er på kollisionskurs og det lyder fantastisk.

Efter at have lyttet til "Kafka på stranden" var jeg helt rundt på gulvet, min sunde fornuft blev i den grad udfordret og det var en helt ubeskrivelig fornemmelse. Hardboiled Wonderland lyder til at være endnu mere vild og vanvittig. Den må jeg bare læse.


Katarina Bivald - Læserne i Broken Wheel anbefaler. Det lyder som en rigtig dejlig sommerbog. Sara på 28 år, der bor i Sverige har i to år korresponderet med den 75 årige Amy fra Broken Wheel i USA, de har primært diskuteret bøger. Da Sara endelig kommer for at besøge Amy, er hun desværre død kort tid for inden. Men Broken Wheel befolkning lader ikke Sara i stikken, de hjælper hende med at åbne en boghandel og nye relationer og venskaber opstår.

Jeg har planlagt at mit læsetema i juli måned skal være bøger, der handler om bøger. Jeg har allerede samlet en hel del bøger med det tema sammen. Men denne her bog lyder bare så sød og hjertevarm, så den skal jeg bare have med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar