lørdag den 21. juni 2014

To lydbøger, der bare ikke var mig.

I den forløbne uge har jeg forsøgt mig med to forskellige lydbøger, som jeg måtte opgive at lytte færdig. Bøgerne er meget ens og handler begge om krig.

Den første bog er:

Kaspar Colling  Nielsen - Den danske borgerkrig 2018-24. Bogen er hentet gratis som podcast på Gyldendal.dk. 

På grund af finanskrisen, der efterlader stort set hele Danmarks befolkning i fattigdom, nød og personlig konkurs, udbryder der borgerkrig i Danmark i 2018. Alt er ude af kontrol og der er total lovløshed, der dræbes til højre og venstre. Bogen handler om en 450 årig mand og hans 300 årige hund, der har lært at tale. Manden har deltaget som soldat i krigen. Både hund og mand har begge gennemgået "programmet", selv om jeg var over halvvejs i bogen, da jeg opgav, havde jeg endnu ikke fået noget svar på hvordan "programmet" fungerer, andet end at det giver udødelighed og evnen til at ændre udeseende og alder efter forgodtbefindende.

Det var meget tankevækkende, at forfatteren havde taget borgerkrigs tilstande, som vi kender dem fra for eksempel Mellemøsten og overført dem til Danmark og jeg synes også, at der var nogle meget interessante økonomiske anskuelser og teorier. Der blev også filosoferet over menneskelighed i krise og krigssituationer. Samt at der var nogle interessante aspekter om, hvad der adskiller mennesket fra dyr.

Men på trods af, at jeg synes det var en interessant bog, forvirrede den mig. Jeg havde det meste af tiden svært ved, at finde ud af hvem fortælleren var. Jeg kunne heller ikke hitte rede i, hvornår de forskellige afsnit skulle forestille at foregå. Der var nogle tidmæssige indikatorer i historien, der forvirrede mig utroligt meget. Det voldelige og grusomme frastødte mig også i den grad, at jeg ikke ønskede at lytte mere.

Der ligger en rigtig god analyse af bogen på Litteratursiden.

Den anden bog jeg lyttede til var:

Max Brooks - World War Z. Bogen er købt som lydbog på Itunes. Den er filmatiseret med bland andet Brad Pitt i en af rollerne. Oplæsningen er opført som et lydspil med skuespillere i de forskellige roller.

Menneskeheden er næsten udryddet efter den frygtelige Zombie krig. Forfatteren sætter sig for at dokumentere for eftertiden, hvad der egentlig skete under krigen. Han rejser derfor rundt i verden og interviewer de få overlevende, der er tilbage.

Bogen mindede mig utroligt meget om H.G Wells Klodernes kamp, som jeg lyttede til for nogle måneder siden. Jeg synes den var godt opført med forskellige accenter alt efter hvor personerne skulle forstille at komme fra og det er da anderledes med ideen med en verdenskrig imod Zombier, selv om jeg må indrømme, at hele konceptet med zombier aldrig har været noget for mig. Hverken Warm Bodies eller The Walking Dead har vakt min interesse for zombier.

Nogle ting fandt jeg interessante og meget tankevækkende. Forfatteren gav bland andet et interessant billede af hvordan det kunne se ud, hvis lande der gennem generationer har været fjendtlig indstillet mod hinanden, lige pludselig skulle til at arbejde sammen, mod en trussel udefra. Al mistroen, fortielserne og hemmelighedskræmmerierne, der ville være på trods af den reelle fare.

Desværre var det ikke nok, til at jeg havde lyst til, at lytte bogen færdig. Jeg oplevede flere gange at jeg mistede fokus og ikke lyttede efter. Jeg er sikker på at mange andre ville synes om bøgerne, men jeg må nok drage den konklusion, at denne type bøger ikke er for mig.

2 kommentarer:

  1. Lækkert med gratislydbøger-tip, tak!

    - Anne

    SvarSlet
  2. Selv tak da :) Jeg benytter mig også altid af alle de tilbud om gratis lydbøger, jeg kan finde. DR-Bogklubberne har også nogle gange gratis bøger tilgængelige i begrænsede perioder.

    SvarSlet