søndag den 13. juli 2014

Bøger læst i uge 28-2014.

I starten af sidste uge måtte jeg ligge et par dage i sengen med feber, snot og ondt i halsen. Heldigvis var det lige de dage, der var overskyet og regnvejr, så jeg havde ingen dårlig samvittighed over at putte mig under dynen med nogle bøger. Resten af ugen har den stået på formidabelt strand vejr og ikke overvældende meget læsning. Jeg har haft lidt problemer med at finde en bog at læse. Jeg har læst lidt i en bog og lidt i en anden, uden at kunne bestemme mig, indtil valget faldt på nogle letlæselige cozies, som afsluttede denne uges læsning.

Robin Sloan - Mr. Penumbra´s 24-hour Bookstore. Jeg er altså så fascineret af dette glow-in-the dark cover. Det er bare et mega sejt design stunt.

Bogen handler om den unge Clay, der bliver arbejdsløs, da det firma han arbejder for bukker under i den økonomiske krise. Rent tilfældigt får han arbejde i Mr. Penumbra´s boghandel. Som ikke bare er en almindelig boghandel, der sker sære ting og sager og det hele har noget med det hemmelige selskab The Unbroken Spines at gøre og pludselig, har Clay og hans venner fået sig viklet godt og grundigt ind i en nervepirrende jagt på en måde at dechifrere koderne i de gamle bøger, der er i det hemmelige selskabs besiddelse. 

Virkelig anderledes og humoristisk historie. Jeg forstod ikke meget af alt det med computer programmering, men det havde absolut ingen indflydelse på forståelsen af historien generelt. Hovedpersonen var en likeable nørdet type og jeg elskede alle rollespils kommentarerne.

Bogen var også et fantastisk godt eksempel på, at man sagtens kan undvære den allesteds nærværende kærlighedstrekant. I det hele taget var romance ikke det der fyldte i bogen og det var ærlig talt en hel befrielse.

4/5 stjerner.

Deborah Meyler - The Bookstore. Bogen handler om den unge kvinde Esme Garland. Hun flytter fra England til New York for at studere. I New York møder hun rigmandssønnen Mitchell van Loeven. Ved et uheld bliver hun gravid, men inden hun kan nå at fortælle ham det, slår han op med hende, på en meget ubehagelig måde. Der efter får hun arbejde i en lille hyggelig boghandel, for at tjene lidt ekstra til når barnet kommer.

Jeg nød at læse forfatterens meget levende og humoristiske fortællinger fra New York og myterne om hvordan det er at bo i the Big Apple. Sammenligningerne mellem England/Europa og USA var også sjove og spot on. Gutterne i boghandlen var rare og hyggelige personer og der var om end lidt romantiserede, men dog gode karakteristikker  af nogle af gadens skæveeksistenser. Boghandlen bliver Esmes fristed, hvor folkene tager hende til sig og hjælper hende, men jeg synes den skulle have fyldt mere i fortællingen.

Hvad jeg ikke kunne lide og som frustrerede mig rigtig meget var, hvordan Esme lod den psykopatiske rigmandssøn ( og hans familie) behandle sig. Hun virkede meget af tiden nærmest underdanig og tog ham gentagende gange tilbage, på trods af de verbale og nedværdigende
overgreb, den ustabilitet og egoisme han udsatte hende for, med den undskyldning, at han var bange for at blive såret og at han elskede hende alligevel.

Jeg har lidt svært ved at se forfatterens ide, med at sende det signal, at sådan en opførsel er acceptabel og kan undskyldes. Jeg havde flere gange undervejs lyst til at kyle bogen langt væk. Det var lige som om, at Mitchells figur dominerede hele bogen og fik den egentlig gode fortælling trængt fuldstændig i baggrunden. Hvilket jeg synes var synd, han skulle ikke have haft så fremtrædende en rolle.

1/5 stjerner.

Robin Mellom - Ditched , A love Story. Bogen er købt på The Book Depository. Underholdende og sød forviklings historie om teenagekærlighed.

Justina Griffith har været venner med Ian i lang tid. Nu er hun begyndt at få varmere følelser for ham og hun er sikker på at lykken er gjort, da han inviterer hende til Prom. Men hvorfor vågner hun så op dagen efter i en grøft. Ved at genfortælle aftenens hændelser til to tilfælde kvinder på den nærmeste tankstation, får hun styr på aftenens forløb ved hjælp af pletterne på kjolen, de blåmærker og tatoveringen, som hun har pådraget sig i løbet af aftenen.

Der var utrolig meget omtale af at ryge hash og endda uden løftede pegefingre. Tværtimod sad jeg med fornemmelsen af, at forfatteren prøvede, at fortælle mig, at hashmisbrugere også kan være søde og forstående mennesker. Det overraskede mig virkelig da det jo er en bog rettet mod teenager.

3/5 stjerner.

Rachel Hawkins - Rebel Bell. Bogen er vundet i en giveaway på Sus´ bogblog. Jeg har altid hadet det cover og tænkt på de stakkels drenge, som måske kunne få lyst til at læse denne bog. Hvis jeg ikke havde vundet den, ville jeg have ventet med at købe den til den kommer i paperback og håbet på et andet cover.

Bogen handler om Harper Price, der er den perfekte hårdtarbejdende skoleelev. Hun er formand for alle skolen foreninger og selvfølgelig er hun head cheerleader. Hun har tjek på livet og ved hvad hun vil. Men pludselig en dag vendes hendes verden på hovedet, da hun ved et tilfælde bliver paladin for sin ærkefjende David, som hun har skændes med siden børnehaven.

Det er en underholdende handlingsmættet historie. Der er knald på fra første kapitel. Hovedpersonen Harper er en meget stærk person og dominerer fuldstændig handlingen. David bliver skubbet lidt i baggrunden og virker til tider lidt anonym, jeg kunne godt have tænkt mig, at vide lidt mere om ham. Harper har en meget humoristisk og underholdende fortællerstemme, der passer rigtig godt til en teenager. Jeg kunne rigtig godt lide at historien foregår i den almindelige verden, med et twist af fantasy.

Jeg må indrømme, at jeg mumlede et lille "åh nej" til sidst, da jeg fandt ud af, at det er bog nummer et i en serie. Jeg orker næsten ikke at holde styr på flere serier. Men har man sagt A må man også sige B. Bog nummer to "Miss Mayhem" udkommer april 2015.

3/5 stjerner.

Jeg har også læst Allison Kingsley - Mind over Morder og A Sinister Sense.  Dem laver jeg et indlæg om, når jeg også har læst den tredje af bøgerne.

Som skrevet deltager jeg i den store Booktube-A-Thon der løber hele næste uge. Jeg så det som en tiltrængt afveksling fra månedens selvvalgte læsetema. Selvfølgelig kan jeg ikke deltage i video udfordringerne, men jeg har en stak bøger klar til læsning. Det er første gang jeg deltager i et read-a-thon, så det er lidt spændende.
 

2 kommentarer:

  1. Jeg er helt enig med dig mht. 'Mr. Penumbra'. Det er sådan en fin og medrivende fortælling :)

    SvarSlet
  2. Det var en rigtig positiv overraskelse at læse den.

    SvarSlet