lørdag den 12. juli 2014

Booktube-A-Thon 2014.

Jeg er kørt fast i mit læsetema for denne måned. Så jeg synes jeg trængte til lidt nye udfordringer, derfor bestemte jeg mig i går aftes til at deltage i The Booktube-A-Thon 2014, der starter d. 14. juli og slutter d. 20. juli. Hoved organisatoren bag Booktube-A-Thon er Ariel Bissett og en hel masse andre booktubere. Der er en kanal på You Tube man kan følge og der bliver tweetet undervejs. Jeg har valgt videodelen fra og nøjes med at blogge. Der er sat syv  læseudfordringer op. Min TBR ser således ud:


1. & 6. Læs en bog med billeder i og læse en bog og se filmatiseringen: Brian Selznick - Opfindelsen af Hugo Cabret. Det er en historisk roman, hvis handling er bygger lige så meget på illustrationerne som den skrevne tekst. Bogen er inspireret af den franske filmpioner Georges Méliès liv og især hans samling af optræksfigurer kaldet automata. Bogen er filmatiseret af Martin Scorsese i 2010 og er en 3D film. Det er en utrolig flot film og jeg har hørt at den skulle være meget tro til bogens handling.

2. Start og slut en serie: Amanda Downum - The Drowning City, The Bone Palace og The Kingdom of Dust. Bøgerne er også kaldet "The Nekromancer Chronicles". Bøgerne foregår i en opdigtet verden, der er inspireret af Mellemøsten. Hovedpersonen Isyllt Iskaldur, er åndemaner, hun har magt over de døde. Hun bliver sendt af sted, som spion til byen Symir for at lede oprørende mod bystyret. Jeg er tyvstartet på bogen allerede og jeg må sige det er en mundfuld, at holde rede på alle de mærkelige navne på personer og steder, da der ikke forklares noget undervejs, det hele er op til en selv at finde ud af. Men jeg kan rigtig godt lide den 1001 nats stemning, der er i bøgerne.

3. Læs en bog med rødt på omslaget: Patrick De Witt - Brødrene Sisters. Bogen er intet mindre end en western, hvilket jeg aldrig tror jeg har læst før. Den handler om brødrene Eli og Charlie Sisters. De er revolvermænd og er hyret af den mystiske og magtfulde Kommandør, til at finde og dræbe manden Hermann Kermit Warm. Bogen er en humoristisk fortælling om livet i Californien, da guldfeberen var på sit højeste.

4. Læs en bog en anden har valgt: Tracy Chevalier- Pigen med perleørering. Jeg fik min mand til at vælge en tilfældig bog i reolen. Bogen er en genlæsning, jeg fik den som læseeksemplar i 2002, da jeg arbejdede i boghandel. Bogen er filmatiseret i 2003 med Colin Firth og Scarlett Johansson i hovedrollerne. Bogen er inspireret af  den hollandske maler Johannes Vermeers maleri af samme titel.

5. Læs en bog fra en genre du normalt ikke læser: Hiram Bingham - Inkaland, den utrolige historie om opdagelsen af Machu Picchu. Bogen er Hiram Binghams egen beretning om sine arkæologiske ekspeditioner i Sydamerika og især opdagelsen af den fantastiske Inkalandsby Machu Picchu i Perus uvejsomme bjerge i 1911. Jeg kan ikke huske at have læst andre rejsebeskrivelser i år, så jeg mente denne passede fint til udfordringen.

7. Læs syv bøger under Booktube-A-Thon. Man kan slå flere udfordringer sammen, men der skal minimum være syv bøger på læselisten.

Jeg synes det er nogle rigtig sjove udfordringer, men at læse syv bøger på en uge er nok lige optimistisk nok. Jeg laver et indlæg om hvordan udfordringerne er gået om en uges tid.

2 kommentarer:

  1. Åh, bog nummer 5 må jeg da læse. Macchu Picchu er fantastisk og jeg er ret nysgerrig på historien om fundet af det. Så tak for tippet :)

    SvarSlet
  2. Dejligt at vi kan hente inspiration fra hinanden :)

    SvarSlet