tirsdag den 1. juli 2014

Catherynne M. Valente - Fairyland trilogien

 
Catherynne M. Valente - The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making. Jeg havde en plan om også at læse The Girl Who Fell Beneath Fairyland and Led the Revels There og The Girl Who Soared over Fairyland and Cut the Moon in Two, men af grunde jeg kommer ind på længere nede, må jeg opgive at komme igennem bog to og tre i denne omgang.
 
Bag disse meget lange titler, gemmer der sig tre eventyrbøger i stil med Troldmanden fra Oz og Alice i Eventyrland. Bøgerne er spræng fyldt med finurlige sætninger, filosofiske livsanskuelser og steder og figurer hvis opbygning og opførsel går helt imod naturlovene. Men nu er eventyr jo en genre hvor alt er tilladt og kun forfatterens kreativitet sætter grænsen og det har Valente udnyttet til fulde.

Hovedpersonen i eventyrene er pigen September, hun er 12 år i starten af første bog. Gennem sit vindue på gården i Omaha, USA, bliver hun hentet til Fairyland af den Grønne vind og hans leopard. Her møder hun mange forskellige folk og kommer ud for lidt af hvert. Hun møder stor fare og skal kæmpe mod nogle uhyggelige ting, men får sig også nogle rigtig søde og gode venner.

Bagved denne eventyrlige fortælling, gemmer der sig en lidt trist historie, om en ensom lille pige, der savner sin far, der er sendt i krig i Europa og September er tit overladt til sig selv, da moderen har lange arbejdsdage på en fabrik som flymekaniker. I skolen passer September ikke ind og bliver holdt uden for af klassekammeraterne. Derfor finder hun trøst i eventyr og historier og det bliver hendes redning, der fører hende til det fantastiske Fairyland. For mig var der ikke noget i vejen med selve historien og jeg kunne også godt lide den lidt mørke og makabre stemning der var i historien

Jeg synes bøgerne var meget svære at læse, fordi der var mange ord som jeg ikke kendte. Til at starte med, slog jeg alle ord jeg ikke kendte op, kun for at finde ud af, at langt de fleste af dem, er ord forfatteren selv har fundet på, så det holdt jeg hurtigt op med.

Og her kommer vi så til grunden til, at jeg har opgivet at læse alle tre bøger lige nu. Jeg har aldrig prøvet noget lignende og det lyder nok mærkeligt, men jeg bliver så søvnig af at læse dem, at jeg kun kan læse en til to sider ad gangen, inden mine øjenlåg bliver tunge og ordene svømmer for mine øjne. Hvis jeg så samler en anden bog op lige bagefter, som for eksempel Glen Coopers "Sjælebogen", som jeg læste samtidig med, så kan jeg snildt læse i flere timer uden at blive træt. Det er da mærkeligt. Men ikke nok med det, så kan jeg mærke at min læselyst er dalet betydeligt efter jeg er startet på The Girl Who Fell Beneath Fairyland and Led the Revels There, så for at redde mig ud af min "reading Slump", så bliver jeg nødt til at lægge bøgerne fra mig og læse noget andet.

Nu er spørgsmålet jo så, kan man så anbefale bøger, som luller en i søvn hver gang man læse i dem? Ja, det synes jeg faktisk godt jeg kan. For jeg synes det en fantastisk og kreativ eventyrverden forfatteren havde skabt og jeg var meget begejstret for den første bog på trods af alt og nu kender jeg et godt sovemiddel, hvis jeg engang skulle komme til at lide af søvnløshed.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar