fredag den 11. juli 2014

#fredagsbog d. 11. juli 2014.

Hvert år den anden lørdag i juli måned er Løkken et stort kaos af festglade mennesker. Der er nemlig Løkken Koncert og jeg synes virkelig de har nogle fede navne på plakaten i år. Inden koncerten der starter kl. 14, skal vi til en 18 år fødselsdags brunch, så det er lidt tvivlsomt om jeg får læst ret meget lørdag.

Men jeg er i hvert fald indstillet på, at få gang i læsningen igen efter fiaskoen med "A Novel Bookstore" af Laurence Cossé, som jeg helt opgav at læse færdig. Så derfor har jeg valgt, at gå videre til nogle krimier af den type der kaldes Cozy Mystery bøger eller bare cozies. Det er letlæselige og hyggelige krimier, der ofte foregår i små landsbysamfund og med meget nedtonet vold og sex, men meget romantik.

Mine cozies til denne weekend er:

Allison Kingsley - Mind Over Murder, Trouble Vision og A Sinister Sense. Bøgerne er de første tre i The Raven´s Nest Bookstore Mystery serien. Den fjerde udkommer til august og hedder "Extra Sensory Deception".

Clara Quinn vender efter en årrække i New York, hjem til den lille landsby, hvor hun er vokset op. Hun bliver ansat i sin kusine Stephanies boghandel, der blandt andet sælger okkulte bøger. Da der en dag findes en død kvinde i boghandlens lagerrum, overtaler Stephanie Clara til at bruge sine clairvoyante evner, til at opklare mordet, selv om det er hende meget imod, fordi hun helst vil glemme alt om, at det er hende der har arvet de berygtede overnaturlige evner, der florerer i Quinn familien.

Jeg har valgt at købe bøgerne i large print udgaven, da man ellers kun kunne få dem i pocket udgaver og dem undgår jeg helst, på grund af bøgernes dårlige kvalitet og den lille gnidrede tekst. Desuden synes jeg også at forsiderne var sejere på disse udgaver.

God sommerferie til dem der har det og god læselyst!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar