onsdag den 9. juli 2014

Glenn Greenwald - Overvåget.

Denne lydbog har jeg hentet gratis et eller andetsteds på nettet og på stående fod, kan jeg slet ikke komme i tanke om hvor, det kan være NSA kan finde det i deres arkiver, hø hø !?

Forfatteren er en anerkendt amerikansk advokat og journalist bosat i Brasilien. I denne bog fortæller han om NSA- overvågningsskandalen og hvordan han blev kontaktet af Edward Snowden, der arbejdede for den amerikanske regering og valgte at offentliggøre top-hemmelige dokumenter om den amerikanske regerings omfattende overvågning af sin egen civile befolkning, via aflytning af private samtaler og global overvågning via internettet af e-mails, Skype og sociale medier, som Facebook, Twitter og lignende.

Dette er en konspirations thriller fra det virkelige liv. Det er rystende afsløringer der er dukket op, der leder tankerne hen på de tidligere østlande med hemmelige og frygtede overvågningstjenester som Stasi, KGB,  Securitate og lignende.  Men på den anden side er det så stort, at det er svært for mig at kapere og min reaktion bliver et lidt skræmt skulder træk. For hvad skal lille jeg stille op med alle disse overvældende afsløringer.

Bogen her er også et lærerigt indblik i amerikansk medie strategi og hvordan arbejdsgangen er i forbindelse med store regeringskritiske historier. Det gælder om at have baglandet i orden og mange medier gemmer sig bag en hær af advokater, der konsulteres og hvis råd følges til punkt og prikke, for at have alt på det tørre. Der fortælles også om senatorer, der favoriserer bestemte aviser frem for andre og hvordan de store aviser tit går regeringens ærinde for at redde sig selv. Det er meget interessant at høre om den åbenbart meget påvirkelige og knapt så frie pressefrihed i USA.

At lytte til denne bog var ikke det helt rigtige medie for mig. Jeg kan bedst lide at mine lydboger er lette og underholdende og det emne bogen behandler er alt for seriøst og der var mange informationer at koncentrere sig om i de mere end 9 timer lydbogen varer. Men igen er jeg sikker på, at jeg aldrig ville have fået den læst i fysisk bogform, emnet appellere slet ikke til mig. At læse er min form for virkelighedsflugt og med denne bog fik jeg en meget ubehagelig virkeligheden smidt lige i hovedet.

Da jeg var på stranden med mine børn i dag, opdagede jeg, hvor praktisk det er at have en lydbog med i stedet for en fysisk bog. For så kunne hele tiden holde øje med poderne ude i vandet, samtidig med at jeg lyttede til bog. Fantastisk! Det er dog en god ide, at have MP3-afspilleren/Ipoden i en sandtæt pose, da det ellers kan give knas i mekanikken.

3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar