torsdag den 21. august 2014

Bogkøb i august 2014. ( Anden del).

Det er anden gang jeg uploader dette indlæg. Første gang var ein fehler fra min side og inden jeg opdagede det, havde det halvfærdige indlæg været offentlig et par timer.
 
Men nu er alles so wie so in ordnung igen. (Hold da op, de tyske lydbøger får de tyske gloser til at springe frem fra glemslen). Der mangler lige et foto af digtsamlingen. Min mand har taget kameraet med ud og fotografere en stor tallerkenharve han har lånt af naboen...! Så det foto kommer senere ( altså af bogen, ikke tallerkenharven).
 

For at få min læselyst op at køre igen, efter at den har været helt i bund af at læse "Don Quixote", har jeg investeret i nogle søde og letlæselige ungdomsbøger, lige til at flyve igennem. Jeg har også været så heldig, at få tilsendt et par bøger fra nogle forlag, hvilket jeg er meget taknemlig for.
 
De købte bøger er:
 
Diane Setterfield - The Thirteenth Tale. Bogen har længe været på min ønskeliste. Den handler om en ung forfatterinde, der bliver ansat til at skrive en anden meget berømt forfatterindes biografi. Den meget berømte forfatterinde har hidtil skrevet tolv fortællinger og biografien bliver så den trettende.

Jeg synes beskrivelsen på bagsiden er meget kryptisk og det kunne lyde som om der er lidt magisk realisme med i historien.

Miranda Kenneally - Breath, Annie, Breath. Jeg har nydt at læse forfatterens Oak Tree High-serie. Det er meget korte og skønne historier om unge, der kæmper og overvinder store udfordringer i deres liv.

Bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, da det er nye hovedpersoner i alle bøgerne, men jeg kan rigtig godt lide at tidligere og fremtidige hovedpersoner nævnes i alle bøgerne. Der ved får det hele en sammenhæng og vi følger med i hvordan det går dem fra de andre bøger.

Claire LaZebnik - The Last best kiss. Bogen er udelukkende købt, fordi der stod i beskrivelsen, at den skulle være skrevet over Jane Austens "Overtalelse". Det er ikke altid disse nyfortolkninger falder lige heldigt ud, men den her lyder rigtig sød.

Gaby Morgan - Poems from the First World War. Så er vi over i et mere seriøst bog valg. Dette er en samling af digte skrevet af soldater, kærester, mødre, sygeplejesker og andre, der oplevede første verdenskrig. Samlingen skulle være meget hudløs og rørende.

Luisa M . Alcott - Polly klarer det hele. Bogen er købt i genbrugsbutik i Brønderslev for 1,- kr. Nu har jeg været i et par genbrugsbutikker i både Hjørring og Brønderslev og jeg er ikke faldet over det helt vilde.

Men jeg hæftede mig ved denne lille bog på grund af det rigtig søde og flotte omslag og så at den er skrevet af Luisa M. Alcott, der jo er kendt for klassikeren "Little Women".

Kasie West - The Distance between us og On the Fence. Disse bøger er også typiske ungdoms romance bøger. Hvor personerne kommer ud for nogle udfordringer og skal prøve at komme videre på trods af modgangen.

Nogle gange er det lige præcis sådan nogle hurtigt læste, søde og romantiske bøger jeg har brug for, for ikke at gå helt død i min læsning.

Fået bøgerne ( som vi siger i Vendsyssel) er:

Vibeke Bruun Arildsen - Sommeren på Carlsholm. Jeg har allerede læst bogen, det er en rigtig sød upstairs/ downstairs historie om livet i køkkenet og i stuerne på godset Carlsholm omkring 1900-tallet. Bogen er rigtig godt fortalt og især hovedpersonen Nethe, kom jeg til at holde meget af.

Bogen har jeg fået til sendt af forlaget Turbine, tusind tak for det!

Jane Austen - Emma. Bogen er en af mine favorit Austen bøger. Historien om Emma Woodhouse, der leger Kirsten Giftekniv for sin omgangskreds, samtidig med hun med stor kærlighed passer sin gamle hypokondriske far, går altid lige i smilemusklerne og lige i hjertet på mig.

Emma er på mange måder så menneskelig og så optimistisk. Den er allerede sat på læselisten for september måned, som månedens klassiker.

Bogen er tilsendt  af Bechs Forlag, hvilket jeg siger mange tak for! Jeg er vild med deres klassiker serie og Emma står nu på hylden og ser fin ud sammen med de andre bøger jeg har i forlags serien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar