onsdag den 6. august 2014

Memory Lane #2 Børneradio.

Indlæggene her er inspireret af Sort Tale og Mit Superego og deres udfordringskrukke, hvor første udfordring var, at læse en bog der vækker barndomsminder.

I serien af indlæg om bøger fra min barndom er det umuligt at komme uden om programmet Børneradio, der i en lang årrække blev sendt om eftermiddagen på hverdage. Det var et genialt program. En af drivkræfterne bag programmet var Carsten Overgaard og han lavede nogle fantastiske radio dramatiseringer af forskellige bøger.

Den opførelse jeg allerbedst kunne lide er Carsten Overgaards oplæsning af Dennis Jürgensens bøger om Dracula og hans venner. Det var virkelig programmer man skyndte sig hjem fra skole for at følge med i, de var så hyle morsomme og indlevende fortalt.

Jeg har bøgerne stående på hylden, men har ikke turdet læse dem, da jeg er sikker på, at det vil være en meget flad oplevelse, efter at have lyttet til Børneradios fantastiske opførelse af dem.

Helt uforglemmelige er også Carsten Overgaard og Anne Marie Helgers opførsel af Det gamle testamente. Deres noget kritiske tilgang til Bøgernes Bog, er meget underholdende og lærerig. For ikke at glemme, at jeg knuselsker Anne Marie Helger og hendes form for humor, hun er en fantastisk skuespiller og entertainer.

På hjemmesiden DR Bonanza kan man søge på Børneradio og så kommer der lidt flere indspilninger. Blandt andet H.G. Wells "Klodernes Kamp" og H. Rider Haggards "Kong Salomons miner".


Ingen kommentarer:

Send en kommentar