tirsdag den 19. august 2014

Mine ulæste serier august 2014. ( Komplette serier)

Dette er et af de mere pinlige indlæg. Jeg fortrød med det samme min beslutning om at skrive det, da jeg begyndte at hente bøger ned fra reolen. Men nu er indlægget skrevet og her er det så.

Jeg har ændret min måde, at lave måneds læselister på, fordi jeg ikke synes, at det fungerede særlig godt med at læse i temaer. Blandt andet havde jeg altid problemer med, at få passet serier og trilogier ind.

Når jeg ved, at en serie har et nogenlunde overskueligt slutantal, vil jeg helst vente med at læse serien, til jeg har alle bøgerne i hus. Så undgår jeg, at skulle genlæse mange af bøgerne igen, fordi jeg har glemt hvad de handler om og hvis en bog ender med en cliffhanger, har jeg efterfølgeren lige ved hånden. Men det vil også sige, at serierne har hobet sig op til et helt uoverskuelige antal.


Catherynne M. Valente - The Girl Who... serien/trilogien. ( Sat på stand by ) Jeg har læst den første bog og startede på den anden, men det gik bare ikke. Jeg synes de var gode, men det var bare det helt forkerte tidspunkt for mig at læse dem. Jeg vil helt sikkert samle dem op igen på et tidspunkt. Der udkommer en fjerde bog næste år, der hedder "The Boy Who lost Fairyland" og jeg er ikke lige klar over, om det er en forsættelse af serien eller en ny parallel serie forfatteren har startet op. Den tredje bog udkom i februar i år.

Kerstin Gier - Ruby Red-trilogien. Bøgerne handler om tidsrejser. Jeg er ved at lytte til bøgerne på tysk, da trilogien oprindeligt er skrevet på tysk. Den første er super god og jeg håber de efterfølgende kan leve op til den. Sidste bog udkom i 2013.

Maryrose Wood - The Incorrigible Children of Ashton Place-serien. Serien består indtil videre af fire bøger og jeg har ingen anelse om, hvor mange der er planlagt og den burde slet ikke have været med i dette indlæg. Bøgerne er for mellemskolebørn og handler om en pige, der er vokset op på et børnehjem. Hun bliver sendt ud til et landssted, for at passe nogle meget anderledes børn og så sker der ting og sager.

Jennifer A. Nielsen - The Ascendance-trilogien. Fantasy bøger. Har ingen anelse om hvad trilogien handler om. Har kun hørt godt om den alle steder og har udelukkende købt den på grund af det.

Lauren Oliver - Delirium-trilogien. Har hørt meget blandede anmeldelser om denne trilogi. Har de to første på dansk, men havde ikke tålmodighed til at vente på den sidste, så den er købt på engelsk. Men siden jeg endnu ikke har fået dem læst, er den sidste nok også kommet på dansk.

Teri Terry - Slettet-trilogien. Bøgernes beskrivelse minder mig om filmen og serien La Femme Nikita/ Nikita. Den tredje bog "Knust" er netop udkommet i juni måned.

Lev Grossman - the Magicians trilogien. ( opgivet) Bogen er blevet sammenlignet med Harry Potter, hvilket jo altid er en god indikator for hvad bogen handler om. Sidste og tredje bog, " Magician´s Land" er netop udkommet her i august.

Johanne Hildebrandt - Sagaen om Valhal. Bøgerne er desværre udsolgt fra forlaget og fås kun antikvarisk. Bøgerne jeg har er første udgaver og har stået ulæst på hylden siden 2007. Hmm, mon jeg ikke snart skulle tage fat på dem!?

Alison Goodman - Eon og Eona dualogien. Bøgerne er også udgivet under navnene "The Two Pearls of Wisdom" og "The Necklace of the Gods". Bøgerne handler om den 16-årige Eona, der så gerne vil træne til at være Dragemester. Men der er lige det, at det kun er drenge der kan træne til at blive Dragemester. For at opnå sit ønske bliver Eona til Eon. Jeg elsker gender bender historier.

Malorie Blackman - Noughts and Crosses-trilogien. Meget anmelderrost trilogi. Bøgerne handler om sorte og hvide mennesker, i bøgerne kaldet Noughts og Crosses / Krydser og Boller.

Moira Young - Dust lands-trilogien. Booktube made me buy it! Jeg har intet at sige til mit forsvar. Den fik god omtale af mange Booktubere og så købte jeg bøgerne. Den tredje og sidste bog udkom i maj i år.

Frank Beddor - The Looking Glass Wars-trilogien ( opgivet ). Bøgerne er baseret på Lewis Carolls "Alice i Eventyrland". Jeg læste den første bog i 2007, men så var de to næste ikke udkommet og da jeg så fik købt dem. Havde jeg glemt hvad den første handlede om og så kom jeg fra det igen. Den sidste i serien udkom i 2010.

Chris Bradford - Young Samurai-serien. Serien består af otte bøger, hvor af jeg har læst de første tre. Bøgerne er a la James Clavells roman "Shogun" bare i børnehøjde.

Patrick Ness - Chaos Walking-trilogien. Igen en meget anmelder rost dystopisk trilogi. Egentlig synes jeg slet ikke det lyder som noget for mig, men jeg kan godt lide at udfordre mig selv og en gang i mellem læse noget, som jeg slet ikke har lyst til. Tit bliver jeg positivt overrasket og det håber jeg selvfølgelig er tilfældet her.

Leigh Bardugo - The Grisha trilogien. Det er ikke ret tit at jeg støder på bøger, der foregår i en russisk inspireret fantasi verden og det var det der fik mig til at købe denne trilogi. Den sidste bog udkom i juni i år.

Richelle Mead - Vampire Academy. Meget omtalt vampyr-serie, der nu også er blevet filmatiseret. Jeg har de to første bøger på dansk og de sidste fire på engelsk.

Charlaine Harris - True Blood eller Sookie Stackhouse-serien. Der er 13 bøger i serien. Jeg har læst de første seks eller syv og så gik jeg død i serien. Det er en tradition (startet sidste år), at jeg læser Bram Stokers "Dracula" til Halloween. I år får Dracula så selskab af alle disse nye vampyr serier. Da jeg skulle lave indlægget opdagede jeg, at jeg mangler bog nummer ti. Går jeg mon glip af noget ved ikke at købe den?

Eoin Colfer - Artemis Fowl-serien. Der er 8 bøger i serien og den første udkom i 2001. Jeg blev øjebliklig tiltrukket af det flotte holografiske omslag, men selve historien brød jeg mig ikke om dengang. Det var omkring samme tid, som at Harry Potter udkom, så Artemis blev skubbet lidt i baggrunden. Jeg har så siden genlæst/ læst de første tre bøger og synes det er en okay serie. Sidste bog i serien udkom i 2012 og billedet illustrer fint problemet med at samle på en serie over længere tid. Bøgerne ændrer udseende i løbet af årene. Jeg ville godt nok ønske, at jeg havde holdt mig til de flotte danske hardbacks, i stedet for at købe dem på engelsk.


OBS. Bøgerne er ikke alle købt i år, men købt over en periode på flere år (hvilket ikke gør det mindre pinligt, at jeg ikke har læst dem).
Jeg havde en ide om, at jeg også ville lave et indlæg om mine ufuldstændige serier, dem hvor jeg går og venter på de/ den sidste bog skal udkomme, men det bliver ikke i denne omgang. I stedet vil jeg om et års tid lave et opfølgende indlæg, som forhåbentlig vil indeholde knapt så mange ulæste serier.


2 kommentarer:

  1. Åh, det er netop derfor, jeg så sjældent læser serier: fordi man pludselig starter et helt læseprojekt. Det bliver hurtigt lidt uoverskueligt, synes jeg :o

    SvarSlet
    Svar
    1. Meget uoverskueligt :) Det værste er næsten at holde styr på i hvilken rækkefølge bøgerne i de forskellige serier skal læses. Skønt, når forlagene mærkerer det tydeligt og helst på ryggen af bogen ;)

      Slet