fredag den 12. september 2014

Bøger fra mine hylder #2.

Dejligt at så mange havde lyst til at lege med. Der var ti der smed tal her på bloggen og på Facebook, så der bliver to indlæg. Jeg skal hilse at sige, at alle er meget glade for tallene 6 og 7.

De første tal er valgt af min barndomsveninde Rikke: 3-6-9

Amitav Gosh - Calcutta Kromosomet. Bogen er udgivet i 1995. Jeg har læst bogen, men kan intet huske om den. Ikke engang synopsisen bagpå får nogen klokker til at ringe.

Det eneste jeg kan huske om bogen er, at det slet ikke gik op for mig, at det var en thriller, da jeg læste den. Jeg havde forventet, at det mere var en samtidsroman, der foregik i Indien og fortalte om folket og kulturen.

Derfor gik det uhyggelige og spændende helt hen over hovedet på mig, fordi jeg hele tiden ventede på, at der skulle ske noget andet.Så med det i mente ville en genlæsning måske være en god ide.

Mette MariA fra min læseklub har valgt: 2-6-15

Nina Rasmussen - Alene i Iran. Bogen er udgivet i 1999. Parret Hjalte Tin og Nina Rasmussen, har gennem tiden foretaget mange rejser til spændende og ukendte områder, som almindelige mennesker normalt ikke ville vælge. På mange af de spændende rejser har de også haft deres børn med.

Som titlen antyder, fortæller denne rejsebeskrivelse om Nina Rasmussens rejse rundt i Iran, der under ayatollah Khomeinis styre, var et meget lukket og kvindefjendsk land. På hendes rejse rundt i det store land, møder hun mange forskellige folk og oplever det umådelig afvekslende land, med storbyer, bjerge og ørken. Det er en fantastisk spændende bog.

Min højskole veninde Karis skrev følgende tal: 1-7-13

Karen Blixen - Syv fortællinger. Bogen er udgivet i 1968 og jeg har fået den forærende af en af mine mostre. Jeg må med beklagelse skrive, at jeg altså ikke har fået læst den endnu.

Den er oprindelig skrevet på engelsk og i første omgang kun udgivet i England og USA. Fordi forfatteren ikke mente at bogen kunne have interesse i Danmark. Men da der var efterspørgsel på bogen alligevel, valgte hun at genskrive den på dansk, så den kunne udgives som en original dansk bog. Hun ville nemlig ikke have, at det blev en dårlig oversættelse fra engelsk.

En anden Mette fra læseklubben valgte disse tre tal: 6-2-10

J.D. Sallinger - Griberen i rugen. Bogen er tidligere udkommet i Danmark under titlen "Forbandede ungdom". Den er købt på dette års Store bogudsalg og jeg har desværre ikke fået læst den endnu.

Det er en af de meget roste og kendte amerikanske moderne klassikere, der nærmest har fået kultstatus. Det er en dannelsesroman og den danske udgave er oversat af Klaus Rifbjerg.

De sidste tal i denne omgang er valgt af Kathrine, der har bogbloggen Bøger på tværs: 3-2-1

John Poulsen - Den transsibiriske Jernbane. Jeg har to udgaver af bogen. Den første udgave er udgivet i 1991 og jeg købte den, før en veninde og jeg i 1995 tog på en fem måneders rygsæksrejse rundt i Asien.

Vi startede turen med, at køre med den Transsibiriske Jernbane, fra Moskva til Beijing. Hvilket var en stor stor oplevelse. Den anden udgave, som står ved siden af, er udgivet i 2001 og jeg købte den fordi jeg troede, det var en helt ny bog, men det viste sig at indholdet var det samme.

4 kommentarer:

  1. Det er altså lidt hyggeligt det her :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er rigtig sjovt og det giver mulighed for at fortælle om nogen bøger, som jeg ikke selv ville tænke på.

      Slet
  2. Dejligt at se at der er et par bøger du ikke har læst. Blixen og Salinger er begge gode kandidater til læseklubben.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, nu er det jo min tur til at vælge og jeg har et par stykker jeg ruger over. Blandt andet en klassiker a la Salinger, men jeg har også et par nyere i tankerne.

      Slet