søndag den 19. oktober 2014

Bøger læst i uge 42-2014.

De sidste par dage her i efterårsferien, har jeg fulgt med på sidelinjen hos mange af de bogbloggere, der har deltaget i Dewey´s Read-A-Thon. Det er en verdensomspændende læseudfordring, hvor det kort og godt gælder om, at læse så mange bøger, som muligt på 24 timer. Jeg er vildt imponeret over alle de bøger, der er blevet læst. Mange har nået at læse 3-4 bøger og nogle endda helt op til 5 bøger. Det er bare for sejt.

Desværre har jeg ikke selv kunnet deltage, da jeg har haft mange andre arrangementer denne weekend. Blandt andet 40 år fødselsdag hos en god veninde, læseklubs møde og nu da indendørssæsonen er skudt i gang, selvfølgelig også den obligatoriske håndboldkamp søndag formiddag.

Jeg har egentlig kun nået at læse én bog færdig denne uge. Det var en genlæsning og jeg læste den på to dage. Lydbogen lyttede jeg færdig allerede i uge 40, men har helt glemt at nævne den.

Henrik Ibsen - Et dukkehjem. Bogen er lyttet til som lydbogsdrama. Jeg har igen valgt at lytte til bogen på norsk. Det skader jo ikke noget at træne sprogcenteret i hjernen også.

Bogen handler om kvinden Nora, der i en penibel situation kommer til at begå dokumentfalsk og samtidig bliver en gammel familieven dødeligt syg. I alt dette oplever hun, at hendes mand handler egoistisk, kun med øje for hans eget rygte og hans egen behagelighed. Hun ender med at forlade ham, hvilket var skrappe sager i 1879, hvor stykket er skrevet.

"Et dukkehjem" er nok Ibsens mest kendte stykke, der bliver taget op igen og igen på teatre verden over. Hans problematikker synes at være evig gyldige. Fejlagtigt er Ibsen flere gange blevet beskrevet som en kvindesagsforkæmper, men i følge ham selv, var han ikke det. Det han kæmpede for var mennesket og menneskeheden  og ikke specifikt manden eller kvinden.

4/5 stjerner.

Markus Zusak - Bogtyven. Bogen er læst og diskuteret sammen med min læsegruppe og dette er min anden gennemlæsning af bogen i år. Jeg kunne helt bestemt bedre lide bogen anden gang jeg læste den. Første gang synes jeg det var meget forvirrende, sådan som historien sprang frem og tilbage i tiden.

Handlingen foregår i en fattig forstad til München under Anden Verdenskrig. Her følger vi den lille pige Liesel, der kommer i pleje hos familien Hubermann. Hendes lillebror, der også skulle have været i pleje, dør på turen. Liesels Plejemor Rosa er en hård men retfærdig kvinde og plejefaderen Hans bliver pigens lyspunkt i verden. Han lærer hende at læse og han spiller for hende på sin harmonika. Jøden Max kommer også til at spille en stor rolle i Liesels liv.

Skrivestilen, med de til tider ekstremt korte sætninger, irriterede mig. Det gjorde min læsning mindre flydende. Døden, som fortæller fungerede ikke rigtig for mig, men det er kun fordi min forestilling om Døden, slet ikke er som den i bogen og det er nok mere en spirituel hindring fra min side, end en fejl ved bogen. Jeg kan sagtens se, at konceptet er fremragende og gør bogen til noget særligt i forhold til andre krigstids bøger.

Men alt i alt en god og gribende bog, der fortæller om en meget vigtig og skelsættende begivenhed i menneskehedens historie, som vi burde have lært en hel masse af.

3/5 stjerner.

4 kommentarer:

  1. Bogtyven er en skøn bog! Jeg har ikke set filmen, men vil gerne, mon du har?

    Read-a-thon kan anbefales, det var min første gang, og selvom jeg på ingenmåde kunne deltage samtlige 24 timer, var det det sociale i det, der tog kegler for mig - så hyggeligt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det så også rigtig hyggeligt ud her fra sidelinjen og jeg håber jeg kan få det til at passe næste gang.

      Jeg har ikke set "Bogtyven" som film. Jeg er ikke så god til det med, at se filmatiseringer af bøger, jeg bliver så ofte skuffet.

      Slet
  2. Du har helt ret - jeg bliver også ofte skuffet, alligevel bliver jeg (åbenbart) ved med at se filmene ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Generelt ser jeg ikke så mange film længere. Det er ikke et bevidst valg, men det er lige som bare gledet ud til fordel for læsningen.

      Slet