mandag den 20. oktober 2014

Bogkøb i oktober 2014. Anden del.

Da jeg var i København med børnene i efterårsferien, kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med, at trække hele flokken med inden for i Politikens Boghal. Nu da jeg har hørt så meget om den fra andre bogbloggere.


Det jeg søgte mest i mod var alle bordene med bøger med 50% rabat og det lykkedes da også at finde nogle spændende bøger.

Garth Nix - Lirael og Abhorsen. Den første bog i  Abhorsen- trilogien, Sabriel,  fik jeg forærende fra forlaget til Bogbloggertræffet i Aalborg sidst i september og jeg synes den lød så spændende, at jeg ikke havde nogle skrupler ved at købe de to sidste bøger i trilogien til halv pris.

Trilogien handler om pigen Sabriel, der er blevet sendt på kostskole, som ganske lille. Der er hun vokset op beskyttet fra den magiske verden der omgiver hende. Da hendes far, Abhorsen, der er Det Gamle Riges åndemaner, forsvinder bliver hun i sin søgen efter ham, trukket ind i en verden fuld af trolddom og døde som ikke vil være døde. En verden som hun ellers har været afskærmet fra.

Den lyder altså lige som noget for mig og jeg glæder mig til at læse bøgerne.

Meg Rosoff - What I was og Just in Case. Jeg har hørt meget om forfatterens prisbelønnede bog  "How I live now" og jeg har længe været nysgerrig efter, at læse noget fra hendes forfatterskab, så da disse to bøger også lå på halvpris bordene, skyndte jeg mig at tage dem med.

Efter hvad jeg kan forstå på bagside teksten på bøgerne, handler begge bøger om unge, der har problemer med at finde deres plads i livet og som skal overkomme nogle alvorlige forhindringer.

Simone Elkeles - Rules of Attration. Bogen hører til i genren New Adult og er en del af en trilogi, der består af uafhængige bøger, der følger forskellige unge, med tilhørsforhold i den samme gruppe.

Jeg har haft den første bog, "Perfect Chemistry" ( med den utrolig grimme forside) stående ulæst på hylden et par år og tænkte, at den nu kunne få selskab af  bog nummer to i serien.

Michelle Paver - Den udstødte. Bogen er en del af trilogien Bronze Dolken. Bogen er købt til min ældste datter. Hun faldt for den indbydende forside.

Desværre viste det sig, da hun startede med at læse den, at hun nok ikke er gammel nok. Der var noget med en død slave, der vågnede op og talte og det var simpelthen for uhyggeligt for hende.

Så nu kommer bogen på hylden og så må hun prøve igen om et par år. Det kunne jo være jeg fik tid til at læse den selv i mellem tiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar