onsdag den 15. oktober 2014

Bogskattejagt. Anden del.

Anden og sidste del af den fordanskede bog leg, hvor man skal find bøger i bogsamlingen, der opfylder de angivende krav.

Find-

- en bog med guld bogstaver.
Rose Tremain - Guld. Bogen er udgivet i 2003. Bogen fortæller om et ungt ægtepar og hans mor, der drager fra England til den nye og spændende verden på den anden side af jorden, New Zealand. De er fristet af udsigten til at tjene hurtige penge i jagten på guldet.

Det var en god bog om en del af verden, som jeg ikke kender så meget til eller har læst så meget om.

- en bog skrevet som en dagbog.
Sue Townsend - Adrian Moles dagbøger. Bogen er udgivet i 2009 og er købt til dette års Store Bogudsalg. Jeg kan huske jeg læste Adrian Moles dagbøger, da jeg stadig gik i folkeskole, så det er nogle år siden. Jeg købte den med tanke på at min søn på 12 år, kunne få noget fornøjelse af at læse den.

Jeg kunne ikke finde nogen dagbøger skrevet af virkelig mennesker. Jeg mener bestemt, at jeg har Anna Franks dagbog et sted, men jeg kan altså ikke finde den.

- en bog skrevet af en med et almindelig efternavn, som Jensen, Hansen osv.
Johannes V. Jensen - Himmerlandshistorier. Det er ikke med begejstring jeg husker tilbage på denne novellesamling. Jeg synes den var meget barsk og meget lidt poetisk.

Det eneste jeg lige på stående fod kan huske fra bogen, er en historie om en tyrannisk bonde, der får kløvet hovedet med en økse, som tilbagebetaling for, at have banket og tyranniseret familien hele livet. Så meget for bonde idyl.

- en bog med et nærbillede på forsiden.
A. J. Kazinski - Forfølgerne. Bogen er udkommet i maj måned i år.

Det er fjerde bind fra forfattertemaet Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich. De to forfattere er kendt for at skrive spændingsbøger, der handler om mere end bare den sædvanlige politi-detektiv-journalist opklaring, men mere leger med begreber. I denne bog er det forskellige aspekter omkring overvågning og forfølgelse de tager til behandling.

Jeg har ikke læst bogen endnu, men den lyder faktisk rigtig spændende.

- en bog fra den tidligste tidsperiode.
100 ting du bør vide om dinosaurer. Jeg har snydt lidt og taget en af børnenes dinosaurbøger, som må siges at være den tidligste tidsperiode jeg kan komme i tanker om.

Jeg har på et tidspunkt haft Stephen Hawkins bog "A Brief History of time" i min bogsamling. Den behandler emner omkring universetsfysik og tilblivelse rimeligt forståeligt. Men jeg ved altså ikke lige hvor den er blevet af.

- en indbunden bog uden smudsomslag.
Jens Christian Grøndahl - Lucca. Denne udgave er fra 1999. Forfatteren modtog De Gyldne Laurbær for bogen i 1998.

Da jeg blev uddannet som det der dengang hed "Salgsassistent med profil i bøger og papir" på fagskolen i Skåde ved Århus, var en analyse af denne bog en del af vores eksamen. Jeg fik 10 efter den gamle karakterskala.

Bogen er en del af forlaget Rosinantes flotte hardback-serie.

- en turkisfarvet bog.
Jeg har tit fået at vide, at jeg har en meget anderledes opfattelse af farver end de fleste mennesker. Nogle grønne nuancer, synes jeg er brune. Men efter min mening er denne bog turkis.

Liane Moriarty - Min mands hemmelighed. Bogen er udkommet i år og det er nok den bog, der står allerøverst på min to-be- read liste. Jeg har villet læse den siden den udkom på engelsk i november sidste år, men af en eller anden grund bliver jeg ved med at udskyde det. Jeg er bange for, at mine forventninger til bogen er alt for høje og at jeg derfor ender med at blive skuffet.

- en bog med stjerner på.
Lois Lowry - Number the stars. Denne udgave er fra 1989. Forfatteren er nok mest kendt for bogen "The Giver", som vist lige er blevet filmatiseret.

"Number the Stars" foregår i København under Anden Verdenskrig og følger den 10-årige Annemarie. Hendes bedsteveninde Ellen er jøde og da nazisterne begynder, at forfølge jøderne i Danmark, vælger Annemaries familie at gemme Ellen i deres hus, som en del af deres familie.

Bogen fortæller om, hvordan den danske modstandsbevægelse smuglede næsten 7000 danske jøder over til Sverige. Det er meget længe siden jeg har læst den, men jeg mindes at det var en gribende og god historie.

- en non-YA bog/ en voksen bog.
Amy Tan - At redde fisk fra at drukne. Bogen er fra 2006. Forfatteren har en meget speciel skrivestil, som det tager lidt tid at vende sig til. Bogen er en del af min kinesiske bogsamling.

Bogen handler om et amerikanske rejseselskab på 11 personer, der forsvinder sporløst på grænsen mellem Burma og Kina. Fortælleren er rejselederen Bibi, der bliver myrdet lige i begyndelsen af rejsen. Historien der efter fokuserer på den mediestorm deres forsvinden medfører og mediernes forvanskning af virkeligheden.

Det var en meget speciel læseoplevelse og jeg må sige at det ikke lige var en historie for mig.

Det var sidste del af bogskattejagten. Det var rigtig sjovt og lidt svært at gå på jagt i reolerne efter bøger, der opfyldte de forskellige kriterier.

2 kommentarer:

  1. Kan se du også har bogen "At redde fisk fra at drukne", har aldrig set den hos andre end mig selv. Jeg brød mig heller ikke synderligt meget om den desværre!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også Benbrudlægens datter af samme forfatter og det var heller ikke lige min stil. Hun skriver altså meget specielt.

      Slet