onsdag den 29. oktober 2014

Læseliste for november 2014.

Det er ikke gået så godt med bøgerne fra oktober måneds læseliste. Det er der to grunde til. For det første gik jeg helt død i serien "Nattens hus". Det var den første af tre vampyr-serier jeg gerne ville have haft læst, men den endte med at ødelægge min læselyst totalt. Den anden grund er, at jeg her den sidste uges tid, har været halvsløj og ikke har kunnet samle mig om at læse, på grund af hovedpine og generelt ubehag.

Jeg er stadig lidt små syg, jeg hoster meget om natten, hvilket gør mig træt og uoplagt om dagen. Så derfor har jeg valgt at minimere min læseliste for november til kun at omfatte bøger, som jeg absolut skal læse.


Chimamanda Ngozi Adichi - Americanah. Bogen skal jeg læse sammen med min læseklub, som jeg har mødtes med i snart tre år. Det var min tur til at vælge bog og ud fra de fem forslag jeg havde, endte jeg til slut med at vælge Americanah.

Afrikansk litteratur er in i øjeblikket og jeg har længe gerne villet læse noget fra forfatteren, som jeg har hele 4 ulæste bøger stående på hylden af.

Jojo Moyes - En plus en. Jeg elsker at snakke litteratur ( som om det skulle komme bag på nogen) derfor kunne jeg ikke lade være med, at sige ja til endnu en læsegruppe, som Rikke fra Andrups Bookshelf har taget initiativet til at starte.

Den første bog vi skal læse er "En plus en" og det er også første gang læsegruppen skal mødes, så det bliver helt vildt spændende. Jeg glæder mig både til at møde nye ansigter, men også til at læse og diskutere bogen som jeg har hørt meget godt om.
 
John Stephens - Det smaragdgrønne Atlas og Den rubinrøde krønike. De sidste to bøger på læselisten er de to første bøger i "Bøger fra Begyndelsen"-trilogien.

Grunden til at jeg vil læse netop disse to bøger er fordi den tredje og sidste bog i trilogien "Den kulsorte protokol" udkommer på dansk d. 6. november. Det danske forlag Alvilda har simpelthen  VERDENSPREMIERE på bogen her i lille Danmark. Engelske læsere må væbne sig med en god del tålmodighed, da bogen først udkommer på engelsk til marts næste år.


2 kommentarer:

  1. Glæd dig til Americanah! Den er enestående.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg glæder mig rigtig meget til at få den læst. Jeg har hørt så meget godt om den.

      Slet