onsdag den 10. december 2014

Bookish Memories Tag

Dette tag er set hos Simone fra Boghjørnet og hun har oprindelig hentet det fra Booktube og jeg har nu fordansket spørgsmålene.

Det var faktisk noget sværere, at besvare spørgsmålene end jeg lige havde forestillet mig, men det var helt sikkert sjovt, at gå på opdagelse i barndommens minder.

1. Den første bog du kan huske at have læst på egen hånd?

Min afdøde mor var dagplejemor i hele 25 år og hun vægtede højtlæsning for børnene meget højt. Jeg kan ret tidligt huske, at jeg "læste" Pixi og Ællebælle - bøger højt for dagplejebørnene. Jeg er ikke sikker på, om jeg egentlig kunne læse eller om jeg bare havde hørt historierne så mange gange, at jeg kunne dem uden ad.

Senere læste jeg mange af de klassiske seriebøger som Safty- , Jan-, De 5 og De tre detektiver-bøgerne, men jeg kan ikke præcist huske hvilken bog eller serie jeg læste som den allerførste.

2. Den første bog der tog dig med storm.

Bøgerne i Kulla Gulla-serien af den svenske forfatter Martha Sandwall-Bergström om den fattige forældreløse piger Kulla, der bliver sendt i huset på et husmandssted og hvordan hun overvinder alt og til sidst bliver genkendt som herremandens barnebarn.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har tjekket den ud fra biblioteket. Men stor var min sorg, da biblioteket måtte kassere et par af bøgerne, fordi de var alt for slidte og ikke kunne skaffe dem igen. Siden har jeg ledt med lys og lygte efter dem, men uden held.

3. Din yndlings højtlæsningsbog/billedbog som barn?

Jeg kan svagt huske, at min mor læste "Hr. Poppers pingviner" af Richard og Florence Atwaters og at den var hyllende sjov, men jeg kan ærlig talt ikke huske præcis hvad den handlede om.  Jeg var også meget optaget af billedbogen "Pingvinen Pondus", så mon ikke jeg har været lidt tiltrukket af pingviner.

Billedet af bogen, har jeg tyvstjålet fra internettet et sted.

4. Den første bog du blev helt besat af?

Det var nok "The Outsider" Af Susan Hinton, der handler om bander og gadevold.

Hovedpersonen er drengen kaldet Pony Boy, som er intelligent og dygtig i skolen, men han er fanget af det stigma, der følger med, når man kommer fra et dårligt boligområde, hvor der huserer bander.

Forfatteren skrev bogen da hun var 15-16 år. Jeg har ikke genlæst den i mange år, men jeg kan stadig huske bogens indledende afsnit, samt det Robert Frost digt "Nothing gold can stay" der er nævnt i bogen.

Filmatiseringen fra 1983 var jeg også bidt af. Den var sjovt nok mange af de kendte skuespilleres debutfilm, blandt andet Rob Lowe, Patrick Swayze, Emilio Estevez, Tom Cruise og Matt Dillon. Jeg tror, at den eneste der ikke blev kendt efterfølgende, var ham der havde hovedrollen som Pony Boy.

5. Den første bog der fik dig til at opdage nye sider af dig selv?

Som jeg tidligere har nævnt, var det helt bestemt "Hobbitten" af J.R.R Tolkien, eller rettere sagt den lærerinde der læste bøgerne højt for klassen da jeg var en 10-11 år.

Med "Hobbitten" åbnede der sig en hel ny genre af bøger, der var oplagte til massiv virkelighedsflugt ind i mere fantastiske verdener end jeg kunne forestille mig. Jeg knus elsker stadig den lille hobit og har genlæst den mange gange.

6. En bog der gjorde stort indtryk på dig første gang du læste den?

For ikke at gentage "Hobbitten" vil jeg sige Jean M. Auels første bog i Jordens børn-serien, der hedder "Hulebjørnens Klan". Bøgerne foregår langt tilbage i tiden, ca. 35.000 år før vores tidsregning, da der stadig fandtes mammutter. Hovedpersonen, pigen Ayla, og hendes kamp, for at overleve og hele fortællingen om klaner og om hvordan de kunne have levet dengang, var virkelig spændende at læse om.

Jeg læste den første gang, da jeg var au-pair i Frankrig i 1992 og jeg har siden med jævne mellemrum genlæst de tre første bøger i serien. Lige så fantastisk som jeg synes de tre første bøger er, lige så kedsommelige og uinteressante synes jeg de tre sidste bøger i serien er. Dem har jeg absolut intet ønske om at læse.

7. Den første klassiker du læste?

Igen, for ikke at sige "Hobbitten", vælger jeg "Fluernes Herre" af William Golding, som vi læste på et tidspunkt i folkeskolen i 7.-8. klasse. Den var utrolig interessant og dens brutalitet ramte mig virkelig hårdt og selv om jeg ikke har læst den siden, kan jeg tydeligt huske hvad den handlede om.

Jeg har længe villet genlæse den, men har endnu ikke fundet en udgave jeg har lyst til at eje.

8. Den første filmatisering af en bog du så.

Der er rigtig mange børnebøger, der er filmatiseret og jeg kan ikke huske hvilken jeg så allerførst, men jeg kan nævne "Frændeløs" af Hector Malot, "Silas og den sorte hoppe" af Cecil Bødker, de ualmindelig dårlige danske filmudgaver af "De 5" bøgerne af Enid Blyton og ikke mindst de herlige historier fra Astrid Lindgren, som stadig bliver vist i tv.

6 kommentarer:

  1. Svar
    1. Han er fantastisk. Jeg har endnu ikke fået læst den store bog med hele historien om Paddington, kun de små korte historier i billedbøger og dem elsker mine børn også højt :)

      Slet
  2. Hvor var det virkelig hyggeligt at læse dine svar :)

    SvarSlet
  3. I lige måde :) Jeg synes altid det er sjovt at aldersforskellen på os ikke er mere fremtrædende i vores svar. Men det beviser jo bare at god litteratur ingen alder har.

    SvarSlet
  4. Kulla-bøgerne stod hjemme os mig - vi havde fået dem som kasserede bøger fra et skolebibliotek. Jeg tror, dog ikke jeg fik dem læst - men skulle jeg falde over dem hjemme ved min mor en gang (jeg ved ikke om de er smidt ud!?), så tænker jeg på dig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej, hvor sjovt. Tænk sig at du så ikke engang har læst dem ;) Men jeg må indrømme at forsiderne er måske heller ikke de flotteste der findes. På flere af bøgerne ser hun helt skeløjet ud.

      Det kunne være sjovt at genlæse dem og se om de stadig har den samme magi. Dengang gjorde de i hvert fald stort indtryk på mig :)

      Slet