onsdag den 14. januar 2015

Bøger fra hele verden #2 ( Kina).

Jeg har ændret lidt på ideen til disse onsdags indlæg. Fra at det oprindeligt var meningen, at jeg ville lave indlæg for hver verdensdel, har jeg besluttet at dele nogle verdensdele op. Især er der her tale om Asien, da det er et enormt område, der dækker mange forskelligartede lande.
 
Kina:
 

 
Af alle lande i verden har jeg helt klart allerflest bøger, der enten handler om Kina eller som er skrevet af kinesiske forfattere. I 1995 var jeg på rygsæksrejse i det kæmpe land sammen med en veninde. På det tidspunkt var der meget få der talte engelsk og vestlige mennesker var et særsyn mange steder. Det var ikke et udpræget behageligt eller nemt land at rejse i. Vi mødte mange fjendtlige og et par direkte aggressive personer. Men alligevel blev jeg fascineret af de store kontraster mellem de forskellige dele af landet, dets kultur og historie.
 
 
To bøger jeg har læst.
  
Ai Mi - Forbudt kærlighed. Bogen er interessant fordi den blev en kæmpe succes i hjemlandet, da den blev offentlig gjort på en blog af en anonym forfatter. På grund af den skrappe censur i Kina ville den normalt ikke kunne udgives.

Historien foregår under Maos kulturrevolution og følger den unge kvinde Jinqui, der bliver sendt ud til en landsby for at samle materiale til skolebøger. På trods af at hun ved at forholdet er upassende og helt uopnåeligt, forelsker hun sig i en ung mand i landsbyen.

Bogen giver et rigtig godt indblik i hvordan mange kineseres liv formede sig og hvordan forholdene var i landet under kulturrevolutionen. Hvis man har interesse for Kina, er det helt sikkert en god bog at læse.
 
Lisa See - Sneblomst og den hemmelige vifte. Jeg har efterhånden læst en del bøger af denne amerikansk-kinesiske forfatter. Hun skriver fantastisk gode historier og dette er et godt eksempel.

I bogen følger vi den ældre kvinde Lilje, hun fortæller om sit liv, fra hun bliver født i 1823 og frem til hun er 80 år. Som syv årig får hun, som det var tradition for kvinderne på den tid, snørret sine fødder. Det er en smertefuld proces, der på livstid invaliderer og  isolerer kvinderne fra omverdenen.

Bogen handler om kærlighed, venskab og misforståelser og giver et godt indblik i en anden tidsperiode af Kinas historie.
 
En bog jeg gerne vil læse.
 
Jung Chang og Jon Halliday - Mao, den ukendte historie. Forfatteren er nok bedre kendt for sin selvbiografiske bog "Vilde svaner" og jeg har fornyligt læst hendes bog "Enkekejserinden", der er hendes seneste udgivelse.

Jeg har haft bogen om Mao siden den udkom i 2005, men har endnu ikke fået læst den. Jeg synes det er helt vild interessant og ikke mindst skræmmende at læse om tiden under Maos styre. Det er ufatteligt hvad han kunne slippe af sted med. Men bogens tykkelse er helt sikkert det der afskrækker mig fra at komme i gang. Det er noget af en moppedreng på over 800 sider.

4 kommentarer:

  1. Jeg er også hel vild med Lisa See og hendes fortællinger. Den du viser der som hun har skrevet er rigtig synes jeg :) Forbudt kærlighed var virkelig også interessant læsning :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lisa Sees fortællinger får mig altid fanget helt ind. Jeg mangler at læse den der hedder Blomsternettet af hende, det skulle være en krimi, så jeg er spændt på om det også er en genre hun mestre :)

      Slet
  2. Sneblomst er absolut den bedste af Lisa Sees bøger - den ramte mig lige i hjertet!

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Nu er det længe siden jeg har læst Sneblomst, men jeg synes også Pigerne fra Shanghai er utrolig godt skrevet. Desværre er efterfølgere Dreams of Joy ikke oversat til dansk, så jeg har måttet købe den på engelsk. Selv om jeg oprindelig havde besluttet at alle mine kinesiske bøger skal være på dansk, vi har udemærkede kinesiske oversættere her i Danmark :)

      Slet