fredag den 23. januar 2015

#fredagsbog d. 23. januar 2015.

Det bliver en stille weekend, med stort set intet på programmet og hvis sneen fortsætte med at lægge sig i store bløde dyner, så er der dømt læsehygge indenfor i lænestolen med et tæppe og en kop kakao.

Det har været svært at vælge fredagsbog denne gang, da jeg netop i denne uge har modtaget to pragtfulde anmeldereksemplarer af et par bøger, der lyder helt utrolig spændende og som jeg rigtig gerne vil læse lige med det samme.

Valget faldt på Laura Hillenbrands bog "Ukuelig", der handler om manden Louis Zamparini, der efter at være blevet skudt ned i en bombeflyver over Stillehavet under Anden Verdenskrig, kommer ud på noget af et eventyr.

Grunden til at jeg har valgt "Ukuelig" er at jeg skrækkelig gerne vil genlæse "Signe", som jeg læste i 2013 og gerne vil have genopfrisket, inden jeg går i gang med "Signes Hjemkomst" af Lars Johansson. Jeg ved, jeg har "Signe" et sted i min bogsamling, men det er ikke lykkes mig, at finde den endnu på trods af intensiv eftersøgning.

Pt. er jeg i gang med at læse "Giza og marionetterne" af Marie Simonsen. Det er en børne/ungdomsbog og efter at have læst de første 20 sider, er jeg sikker på at historien også er noget for min 11-årige datter. Bogen handler om Giza, der tilsyneladende har magiske kræfter, selv om det i hendes verden normalt altid kun er drengene, der besidder magi. Landets vismænd er bestyrtede, for kvindens plads er ved kødgryderne i hjemmet. Men de kan intet gøre og Giza må starte på troldmandsskolen, sammen med alle drengene. Jeg elsker genderbender historier og seje piger, der udfordrer mændene.

God weekend og god læselyst!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar