onsdag den 18. februar 2015

Bøger fra hele verden #7 ( Syd- og Mellemamerika).

 
De Latinamerikanske lande er en del af verden jeg ikke har læst ret mange bøger fra. Jeg ved ikke, om der er fordi, der ikke er udgivet ret mange bøger af forfattere fra de lande eller om det er fordi, de bøger bare ikke interesserer mig og jeg derfor ikke lægger mærke til, når der udgivers bøger derfra.

 
Jeg kan huske, da jeg stod og skulle på rygsæksrejse i Asien med en veninde, havde jeg en kollega, som samtidig skulle på rygsæksrejse i Sydamerika. Da jeg spurgte hende, om hun nu også mente at det var sikkert nok, at rejse rundt derover, grinede hun lidt, for hun havde haft de samme forbehold og tanker om mig, der skulle rejse rundt i Asien. Vi har åbenbart alle fordomme omkring de lande, vi ikke kender så meget til.

To bøger jeg har læst:

V.S. Naipaul - Et hus til Mr. Biswas. Forfatteren modtag Nobelprisen i 2001 og bogen betegnes som et af hans hovedværker.

Bogen foregår på øen Trinidad ud for Venezuelas kyst og er den tragik-komiske fortælling om manden Mr. Biswas. Helt fra fødslen bliver han spået en uheldig og lidelsesfuld skæbne. Men han er fuld af gå-på-mod og møder omverdenen med oprejst pande, uanset hvilke prøvelser der bliver smidt i hovedet på ham og tro mig, der er mange.

Jeg husker bogen som en anelse langtrukken og jeg havde godt nok meget ondt af den sølle Mr. Biswas.

Cecilia Samartin - Senõr Peregrino. Forfatteren er født på Cuba, men opvokset i Los Angeles og har skrevet en del bøger, der blandt andet foregår i Mexico, El Salvador og Cuba.

Senõr Pregrino er den første i en serie, hvor af jeg har læst de tre. Denne første bog følger kvinden Jamilet, der bliver født med et stort vansirende jordebærmærke, der dækker hendes ryg og strækker sig ud på hendes arme og ben. På grund af den stærke overtro i den mexicanske landsby hendes familie bor i, vælger hun at flygte til USA, hvor hun ved et tilfælde kommer til at passe den sære gamle mand Senõr Peregrino. Han fortæller hende sin livshistorie, som meget uventet griber ind i hendes eget liv.

Jeg kunne rigtig godt lide personerne og det var utrolig spændende at følge den fortsatte i historie i de to næste bøger "La Peregrina" og Salvadoreña. Den tredje bog sluttede meget åbent og jeg tror den er fortsat, men har aldrig fundet ud af om der er/kommer en fortsættelse.

En bog jeg gerne vil læse:

Merete Reinholdt - Flora Tristan. Jeg har haft bogen siden den udkom i 2004 og har endnu ikke fået læst den. Den er en af de bøger, der lyder interessant, men når jeg står og kigger på den på hylden, så tiltaler den mig overhovedet ikke alligevel og jeg vælger altid en anden.

Bogen foregår i Spanien, Peru, Colombia og Frankrig og er en blanding af fortællingen om den franske feminist Flora Tristans turbulente liv og de påvirkninger hendes liv har på en ældre kvinde i Danmark, der rejser ud i verden for at finde svar på store eksistentialistiske spørgsmål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar