søndag den 8. marts 2015

Brandon Sanderson - Stålhjerte.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget DreamLitt.

Handlingen foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor et astronomisk fænomen, en stjerne kaldet Kalamit har givet en del af jordens befolkning superkræfter, disse kaldes episke. Disse supervæsner er onde. De undertrykker og styrer verdenen med deres evner.

Den 17-årige David overværede da han var 7 år, byens mest magtfulde episke, Stålhjerte, dræbe og udrydde en masse mennesker, der i blandt Davids far. Siden da har han higet efter at hævne sig og han har studeret de episke og fundet frem til mange af deres svagheder og nu er han klar til at slutte sig til oprørende og bekæmpe Stålhjerte med alle midler.

Jeg har længe gerne ville læse noget af Brandon Sanderson, hvis bøger igen og igen bliver rost til skyerne og jeg blev bestemt ikke skuffet. Jeg synes det var en helt unik og velbygget verden han præsenterede i sin bog, som fik vækket fantasynørden i mig til live igen. Historien gled let og ubesværet og forfatteren forstår i den grad, at bygge spændingen op, så man sidder helt fremme på kanten af stolen.

Samtidig med at bogens handling foregår i et tegneserieagtigt miljø med superkræfter og seje gadgets, så er de dilemmaer der tages op meget virkelighedstro. Kan man gradbøje terminologien Skurk? Hvad sker der når der fjernes en skruk? Hvad kommer efter? Bliver verden bedre eller dårligere? Det var utrolig interessant at få de aspekter inddraget i bogen.

Jeg må indrømme, at jeg savnede lidt nogle følelser. Der er flere steder hvor jeg synes der blev skøjtet noget let hen over nogle meget triste begivenheder, men på samme tid var jeg så ufattelig lettet over, at det minimale følelses niveau også indbefattede kærlighedshistorien, som glimrede ved ikke at være historiens alt overskyggende fokus. Det var skønt.

Desuden var det enormt frustrerende, at jeg havde så nemt ved at gennemskue Stålhjertes svaghed, når David, der har brugt ti år af sit liv på at studere de episke, deres evner og svagheder, havde så svært ved det. Det virkede lidt forkert for mig. Men generelt kunne jeg godt lide persongalleriet og hele ideen med de episkes superkræfter og svagheder.

Den næste bog i serien er allerede udkommet på engelsk og der er også udkommet en novelle, med forbindelse til serien. Forhåbentlig bliver de også oversat til dansk inden alt for længe, for det var noget af en spændende drejning plottet tog til sidst.

4/5 stjerner.

6 kommentarer:

  1. Klart en bog jeg skal læse på et tidspunkt. Jeg har dog lovet mig selv, at jeg først skal være færdig med Mistborn-serien - har gang i en del serier for tiden :-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg rigtig gerne høre hvad du foreløbig synes om Mistborn-trilogien? Jeg havde faktisk også planlagt at mit første møde med Brandon Sanderson skulle have været med den, for det er den jeg har hørt mest om, men nu fik jeg lige muligheden for at starte med Stålhjerte og det var slet ikke så ringe endda ;)

      Slet
    2. Jeg er ret vild med den første bog, men jeg har endnu ikke nået at læse de to næste. Jeg tror, jeg ender med at læse 'The Rithmatist' af samme forfatter, inden jeg får læst 2'eren og 3'eren i Mistborn-serien :-)

      Mvh.
      Den lille Bogblog

      Slet
    3. Det lyder godt, han er bestemt en spændende forfatter og jeg har faktisk The Rithmatist på min Mount TBR-liste, så den kommer jeg også til på et tidspunkt i år.

      Slet
  2. Vi oversætter The Rithmatist i år, rettighederne er lige kommet til vores forlag.
    DreamLitt

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder super :) Hvad med Firefight, er der nogen tidshorisont på den?

      Slet