fredag den 13. marts 2015

#fredagsbog d. 13. marts 2015.

Hvis jeg ikke var sådan en kylling, ville jeg benytte dagen i dag, fredag d. 13., til at læse nogle rigtig uhyggelige horror-bøger. Men da mit læsetema denne måned er kriminalromaner, er det det tætteste jeg kommer på uhygge og det kan såmen være mere end nok i mit tilfælde.

Læsegruppen jeg er med i mødes på søndag og jeg vil gøre et sidste forsøg på, at få læst Paul Cleaves bog "Det syvende mord". Jeg har kæmpet en brag kamp med denne bog, som går i mod alt hvad jeg godt kan lide at læse om.

Jeg stod fuldstændig af, da hovedpersonen, der er seriemorder, skal til, at have amputeret en testikel, efter han er blevet gennembanket af en anden psykopat, der blandt andet har knust hans ene testikel i en bidetang og jeg har ikke kunnet overtale mig selv til at tage fat i bogen igen siden.

Som modvægt vil jeg læse videre i "Far from the Madding Crowd" af Thomas Hardy. Jeg deltager i en read-a-long på #ViLæserHardy på Twitter. Jeg er ret godt underholdt af historien, jeg synes det er nogle fantastiske personer og jeg kan rigtig godt lide den meget ironiske og spøgefulde skrivestil, den er helt bestemt skrevet med et glimt i øjet.

Rent impulsivt, gik jeg i gang med "Skovens hemmelighed" af Jon Rex Laugen i går aftes, da jeg ikke rigtig havde lyst til, at læse i nogen af de andre bøger jeg har gang i og jeg må sige, at det er en meget underholdende bog.

Den er rettet mod elever på mellemtrinnet. Bogen er lidt uhyggelig og meget sjov, jeg er halvvejs og har allerede nu grinet højt flere gange. Den glæder jeg mig til at læse færdig i løbet af i dag.

God weekend og god læselyst!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar