tirsdag den 10. marts 2015

H.W. Klaris - Skyggernes bog.

Bogen er et anmeldereksemplat fra forlaget Tellerup.

Det er den første bog i en trilogi der hedder Dæmonherskerens arving og handler om den 17-årige Ally, der af sine forældre bliver sendt på kostskolen Larchwood. Her kommer hun med det samme ud for en række uforklarlige og meget mystiske hændelser, der viser sig at have forbindelse til Larchwoods tidligere ejere og en okkult kreds af elever, der mødes i en kirkeruin ude i skoven.

Da jeg læste den første sætning af beskrivelsen, hvor der står at historien havde noget med en kostskole at gøre, var jeg solgt. Jeg ved ikke, hvad det er ved kostskoler, der fascinerer mig, men der er noget der øjeblikkeligt tiltrækker mig til bøger der foregår på en kostskole.

Jeg synes hele ideen om hekse, dæmoner, hemmelige forbund og pentagrammer er spændende og plottet virker unikt og gennemtænkt. Jeg synes det er dejligt, at der nu udkommer så mange fantasy-ungdomsbøger fra danske forfattere.

Desværre var skrivestilen slet ikke mig. Jeg havde meget svært ved at komme ordentlig ind i historien, da det hele gik meget stærkt. Hvilket for mig fik den til at virkede meget abrupt og forhastet. Jeg manglede flere beskrivelser og mere stemning for at kunne engagere mig i personerne og handlingen.

Sproget i bogen er efter min mening ikke alderssvarende. I starten var jeg meget i tvivl om hvem målgruppen for bogen var. Indholdet er meget modent, der skrives om at knalde og der tungekysses, men samtidig er selve teksten meget letlæselig og virker til at være rettet mod 11 til 12 årige elever på mellemtrinnet i skolen. Det forvirrede mig og påvirkede også min mening om bogen.

Jeg er ikke ret god til trekantsdramaer, der er en af mine absolutte pet peeves i ungdomsbøger. Derfor trak det gevaldigt ned for mig, at det føltes som om, at det eneste historien handler om, er personernes rasende hormoner. Jeg er sikker på, at der fra forfatterens side, er en mening med Ally og Toms uforklarlige tiltrækning af hinanden og vi helt sikkert vil finde ud af mere om det i den næste bog. Men jeg føler mig desværre ikke fristet til at læse videre i serien.

1/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Jeg syntes det er spøjst hvor meget den her bog deler vandene. Jeg selv landede på 3 stjerner, men kan sagtens også følge dine argumenter imod den. Jeg bliver heller aldrig fan af den kærlighedskultur der er opstået i ungdomsbøger, men syntes også bogen var meget letlæst og nemt tilgængelig - og det er bare også rart en gang imellem :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, heldigvis er vi alle forskellige og nogle bøger falder i smag, mens andre rammer helt forbi. Det her var desværre en af dem, der ramte forbi for mig.

      Slet