tirsdag den 31. marts 2015

Læseliste for april 2015.

 
Jeg har ikke valgt noget læsetema for denne måned, men jeg har en del meget forskellige bøger planlagt, hvor nogle af dem supplerer hinanden.

Den første bog jeg gerne vil læse i april er "Eddus drager" af Kirsten Sonne Harild og Lise Bidstrup. Bogen er en ungdomsbog, skrevet efter en rejse de to forfattere var på i Rio de Janeiro, hvor de oplevede et bandeopgør på tæt hold.  Den handler om den 15-årige Eddu, der for at overleve bliver trukket ind i byens bandemiljø. Det lyder som en meget barsk bog.

Månedens bog til LæseKlubben er "Hr. Mozart vågner op" af Eva Baronsky. Bogen er beskrevet som en musikalsk roman. Mozart mister bevidstheden under en åreladning og da han vågner op igen befinder han sig i vores moderne tid. Historien følger så hans møde med alt det nye og anderledes og jeg går ud fra, at der især er fokus på musikken.

I forbindelse med den bog, kom jeg i tanker om, at jeg for nogle år siden købte bogen "Mozart, hvem var han" af Ingrid Falktoft Andersen, på bogudsalg og det kunne være et fint supplement, at læse den sammen med bogen til LæseKlubben. Jeg er allerede tyvstartet på bogen, da den på grund af det meget høje faglige niveau, nok kommer til at tage lidt ekstra tid for mig at læse.


De næste bøger på listen, "The Looking Glass Wars" "Arche Enemy" og "Seeing Redd" af Frank Beddor, er en trilogi jeg startede på helt tilbage i 2010 eller 2011, men som jeg aldrig har fået læst færdig. Trilogien handler om Alice, fra Alice i Eventyrlands barnebarn, der vender tilbage til Eventyrlandet. Jeg kan ikke huske ret meget fra den første bog, som var den eneste jeg fik læst dengang.

Før jeg læser "The Looking Glass"- trilogien har jeg tænkt mig at læse den oprindelige historie om "Alice i Eventyrland" af Lewis Carroll. Selv om jeg har set utallige tegnefilm og filmklip, har jeg aldrig fået læst eventyret i sin helhed og jeg tror det ville hjælpe rigtig meget på min forståelse af trilogien af Frank Beddor. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse denne fantastisk flotte illustrerede udgave.

Den sidste bog på listen er "De forklædte piger fra Kabul" af Jenny Nordberg. Bogen er en samling af korte tankevækkende fortællinger om mødre i Afghanistan, der klæder deres små piger som drenge, for at give dem større bevægelsesfrihed og måske endda mulighed for at få en uddannelse. Ting de ellers ville være afskåret fra på grund af deres køn.

Der er også Dewey´s 24 Hour Readathon i denne måned. Mere præcist d. 25. april. Det er et internationalt læseevent, der finder sted to gange om året, som regel i april og oktober. Ideen er at man læser så meget, som man kan på 24 timer. Det er første gang jeg deltager og der vil senere på måneden komme en læseliste med de bøger jeg har tænkt mig at læse på de 24 timer.

OBS
Fremover vil der være den lille ændring på bloggen, at der ikke længere vil være "lækkerier i postkassen"-indlæg. Indlæggene har jeg brugt til, at holdes styr på de anmeldereksemplarer jeg modtager, så jeg er sikker på, at jeg ikke glemmer nogen, men får læst alle de dejlige bøger jeg modtager. Nu da jeg er kommet på Instagram, har det givet mig en meget nemmere og hurtigere måde at holde styr på dem.

10 kommentarer:

  1. Glæd dig til Ingpens illustrationer :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, de er vanvittig flotte. Jeg er så glad for de bøger jeg har i Carlsens børnebogsklassikerserie som alle er illustreret af Ingpen. Jeg håber der bliver ved med at komme bøger i den serie :)

      Slet
  2. Spændende liste. Jeg håber du vil komme til at synes lige så godt om Alice som jeg selv gjorde. Det er en ret "peculiar" bog! :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er meget spændt på Alice i Eventyrland, for jeg har godt hørt, at den er meget skør, så det er bare om det er min form for skørhed eller om det falder helt ved siden af!?

      Slet
  3. Åh! Glæd dig til at tage til Eventyrland med Alice - den er så fin og god. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er egentlig utrolig så mange detaljer jeg kender fra Alice i Eventyrlandet, uden at kende den egentlige historie. Der er katten med smilet, haren med lommeuret, hjerterdame, kålormen og noget med at Alice både krymper og bliver større, så jeg er meget spændt på hvordan alle de enkelte detalje bliver til en historie.

      Slet
  4. Sikke en dejlig læseliste for april. Glæder mig til, at høre hvad du syntes om "Alice i Eventyrland":-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ser frem til at læse alle bøgerne på listen og jeg synes jeg har fået lavet en meget alsidig liste, så jeg både har lidt let og lidt mere seriøst, at tage fat på. Jeg håber meget på at Alice i Eventyrland bliver en af fornøjelserne :)

      Slet
  5. skøn liste! Jeg har også planlagt en hel del bøger til april, for jeg har slet ikke fået læst så meget i marts som jeg gerne ville :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt forståeligt at du ikke har tid til at læse med både hvervet som brudepige og dit eget bryllup at se til, samt uddannelse. Glæder mig til at se hvad du har planlagt at læse i april :)

      Slet