tirsdag den 14. april 2015

Bøger fra mine hylder, april 2015.

Sidste år blev jeg inspireret, af nogle videoer på Booktube, til at lave tre indlæg jeg kaldte Bøger fra mine hylder. Jeg synes det var sådan en hyggelig og enkel måde at vise noget af min bogsamling frem på. Ideen er at jeg via tre tal viser og fortæller lidt om forskellige bøger fra min samling.

Det første tal, er hvilken reol jeg skal tage fra og tallet skal være mellem 1-7. Det andet tal er hvilken hylde det skal være og der er 7 hylder i hver reolsektion, så tallet der kan vælges skal være mellem 1-7. Det sidste tal, er hvilken bog på hylden det skal være og der har jeg valgt at sige mellem 1-25. Hvis der ikke er det valgte antal bøger på hylden, tæller jeg videre på hylden under.

På Facebook har jeg efterlyst nogle tal og følgende er blevet valgt:

Rikke fra Andrup´s Bookself har valgt: 1-2-3

Lone Mikkelsen - Ragnhilds Saga. Bogen er fra min hylde med bøger der har noget med vikingetiden og nordisk mytologi at gøre. Jeg mener at kunne huske, at den er købt i AZ for omkring en tyver.

Jeg læste bogen sidste år. Bogen fortæller Ragnhild Skjaldedatters historie, der også er historien om kvindeliv i den sene vikingetid. Kristendommen har sit indtog i landet og fører store omvæltninger med sig. Den gjorde ikke det store indtryk på mig og jeg synes vist den var lidt kedelig, hvilket også svarer overens med at jeg næsten intet kan huske fra den.

Simone fra Boghjørnet har valgt to talkombinationer: 7-4-20 og 5-2-6.

Jonathan D. Spence - Kina, historien om de seneste 400 år. Bogen er andet bind i et to bindsværk om Kina. De er udgivet i 1991 og er en foræring fra min moster. Bogen er i storformat og står derfor ikke sammen med mine andre kinesiske bøger.

Jeg har ikke læst bøgerne fra ende til anden, men har brugt dem som opslagsværker, hvis jeg havde brug for at få noget uddybet i forbindelse læsning af skønlitterære bøger om Kina. Efterhånden er den nok en anelse forældet, men den er skrevet i et let forståeligt og meget skarpt sprog.


Jung Chang - Vilde Svaner. Sjovt nok har Simone ramt endnu en bog om Kina. Bogen er en bogklubbog, der er udgivet i 1997.

Gennem tre generationers kvinder fortæller forfatterens Kina historie. Hun starter med at fortælle om hendes bedstemor, der levede da Kina var et bondesamfund og da det var skik at små piger fik snørret deres fødder og op til Jung Changs eget liv i nutidens Kina. Bogen strækker sig fra begyndelsen af 1900-tallet til 1990´erne og er en ganske enkelt en helt utrolig og spændende fortælling.

De næste tal kommer fra Ann-Kristine Hald der har bloggen Ord fra en bibliofil hendes tal er: 5-1-25.

Anchee Min - Katherine. Igen en af bøgerne fra mine to hylder med kinesisk litteratur. Bogen er udgivet i 1995. Anchee Min var den første kinesiske forfatter jeg stiftede bekendtskab med. Det er den første bog jeg specifik købte, fordi den handler om Kina. Jeg har læst den et par gange og den gør stadig lige stort indtryk på mig hver gang.

Bogen handler om den amerikanske lærerinde Kathrine, der seks år efter Maos død bliver ansat på en skole i Shanghai. Hendes frisind er inspirerende for eleverne, hun åbner deres øjne for alle de muligheder, der er udenfor det stadig meget lukkede Kina og eleverne begynder at sætte spørgsmålstegn ved forholdene i landet og de løgne, de er blevet fortalt om Amerika. Men der er slanger i Paradiset, hendes opførsel og indflydelse på eleverne falder ikke i god jord hos myndighederne.

Lisbeth fra min LæseKlub, der har anmeldt her på bloggen har skrevet tallene: 6-5-14.

Ken Follett - Et sted kaldet frihed. Denne udgave er udgivet i 2001.

Da jeg arbejdede i Bog & Idé i Brønderslev, havde jeg et par kollegaer, som var meget begejstrede for Ken Folletts forfatterskab. Det er faktisk dem, der har skrevet bagside teksten på den hardbackkudgave, jeg har af "Jordens søjler". Så stærkt påvirket af dem, købte jeg flere af hans bøger, men endnu har jeg kun fået læst "Jordens søjler" og jeg har lyttet til ganske lidt af " Giganternes Fald", som jeg måtte opgive igen. Jeg er ikke særlig stor fan af hans skrivestil og synes han er lidt for omstændelig og langtrukken.

Denne bog handler om Mack McAsh, der stikker af fra det hårde liv som minearbejder på et gods i Skotland. I London bliver han hurtig leder og talsmand for en oprørsgruppe, der kræver bedre forhold for arbejderne. Han bliver arresteret og sendt til Virginia for at arbejde som slave i tobaksplantagerne.

Jeg må sige, at jeg efter at have genlæst beskrivelsen på bogen, faktisk synes den lyder ganske spændende og så har den også en meget overskuelig længde.

En anden der også har anmeldt her på bloggen, er Mette Maria fra LæseKlubben der har budt ind med disse tal: 2-5-23.

Candace Robb - Nonnens fortælling. Bogen er udgivet i 2001 og er tredje bog i forfatterens middelalderkrimiserie om bueskytten Owen Archer, der efter at have mistet det ene øje, må opgive hvervet som bueskytte i kongens hær og ernære sig ved at være spion for områdets ærkebiskop.

Der er ti bøger i serien og jeg har læst dem alle med stor fornøjelse. Serien giver et spændende indblik i dagliglivet, politiske intriger og den store betydning religionen spillede i middelalderens England. Jeg kan anbefale serien, hvis man kan lide historieske bøger eller hvis man lige som jeg gerne vil have krimier, der har mere at byde på end normalt.

Linda, som er en tidligere arbejdskollega fra Bornholm har valgt: 1-1-23.

Timothy Zahn - Scoundrels. Som forsiden indikerer er dette en Star Wars bog og jeg var i sin tid og er stadig lidt af en Star Wars nørd. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg så den første film "A New Hope", på familiens 2000-video maskine, jeg kunne i hvert fald mange af replikkerne til sidst. Jeg har faktisk endnu ikke set den nye udgave, hvor der er tilføjet nogle scener.

Denne bog foregår i tiden mellem de to film "A New Hope" og "The Empire Strikes Back" og handler om Han Solo, der efter angrebet og sejren over Kejserens Dødsstjerne, er kommet i knibe, da han ikke har nogen penge til at betale den gæld han har til Jabba the Hut. Så for at redde sit liv må han, sammen med Chewie og Lando Calrissian udtænke en plan, der kan skaffe ham nogle hurtige penge.

Tusind tak til dem der gad leg med. Hvis der er andre der har lyst, må I meget gerne smide en kommentar med tre tal.

6 kommentarer:

  1. Uh - Vilde Svaner! Den går jeg forhåbentlig i gang med at læse i næste uge! Glæder mig til at høre, hvad du synes om den :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Du kan glæde dig, jeg synes den er fantastisk. Jeg har allerede læst den to gange og har ikke planlagt en genlæsning lige foreløbig. Den fortæller på en spændende og medrivende måde om den enorme udvikling og meget voldsomme historie Kina har gennemgået siden århundrede skiftet..

      Slet
  2. Ihh - det er så skønt at kigge ind i andres bogreoler :) Jeg leger gerne med og giver dig tallene: 7-7-7 - glæder mig til næste indlæg du laver.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, ikke, jeg elsker også at se hvilke bøger andre har på reolen :)

      Slet
  3. Det er bare sådan en fin leg! Jeg vil gerne være med...

    4-6-25

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder fint, tak for tallene :)

      Slet