fredag den 29. maj 2015

Læseliste for juni 2015.

Efter at have læst mange følelsestunge bøger om Anden Verdenskrig i maj måned, trænger jeg til at læse noget lidt lettere og knapt så deprimerende. Derfor har jeg bestemt mig for, at juni måned bliver den måned, jeg forsøger at få gjort noget ved de mange ungdoms dualogier og trilogier jeg har stående ulæste på hylden.


Sidste år i august lavede jeg et indlæg om mine mange ulæste serier og den liste er bestemt ikke blevet kortere siden sidste år. Godt nok har jeg fået læst et par enkelte trilogier og serier på den gamle liste, men til gengæld er der kommet næsten lige så mange til og så der er jo de ukomplette serier, hvor man venter på at de sidste bøger skal udkomme. Så der er nok at tage fat på!


Af andre bøger jeg skal læse i juni er der blandt andet:

Richard Adams - Watership Down. Som er LæseKlubbens valg af bog til juni måned og som vi mødes i starten af måneden og diskuterer. Bogen er en klassiker og handler om en flok kaniner der vælger at drage ud for at grundlægge en ny koloni, da de kan mærke at deres oprindelige koloni er truet af en stor fare. Jeg var så heldig at finde denne smukke illustrerede udgave af bogen på Saxo.com lagersalg til halvpris. Den glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med.

Katja Kettu - Jordemoderen. Bogen foregår i Finland og handler om det tabubelagte forhold mellem en finsk kvinde og en tysk soldat. Jeg er allerede tyvstartet på bogen og jeg er omkring 17 sider inde og er stødt på ordet "kusse" tre gange, så nu er tonen ligesom lagt.

Gustave Flaubert - Madame Bovary. På bogbloggen Trolderier har Bente indbudt til en read-a-long med bogen Madam Bovary under  #JunimedBovary på Instagram. Jeg mente, at kunne huske at have læst den for en del år siden, men da jeg tog den frem fra hylden for at fotografere den, kunne jeg se at bogmærket var efterladt på side 331, med cirka en fjerdedel tilbage - Så det er nok derfor jeg ikke kan huske hvad den slutter med.

4 kommentarer:

  1. Jeg er spændt på at se hvilke serier, du læser den kommende måned - der er både serier, jeg har nydt at læse, og serier, jeg overvejer at læse på det billede :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at bestemme mig for, hvor jeg skal begynde. Efter sidste måneds læsetema, er det ikke dystopiske bøger der står højt på listen. Jeg tror jeg har fået nok af krig og elendighed for et stykke tid ;)

      Slet
  2. Watership Down var min yndlings bog som barn - og jeg elsker den stadig :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror måske jeg har set den som tegnefilm på et tidspunkt, eller også har jeg bare hørt om den. For jeg synes handlingen lyder så bekendt. Men jeg glæder mig i hvert fald til at læse den :)

      Slet