mandag den 15. juni 2015

Bøger læst i uge 24.


Sidste weekend blev jeg ramt af hold i ryggen og måtte derfor holde mig helt i ro i et par dage. Så der var rigeligt tid til at læse og jeg fik læst hele fire bøger i løbet af ugen. Det var tre fysiske bøger og én e-bog hentet på Mofibo. Bøgerne var:

"Artillerist i Stalingrad" af Wigand Wüster, "Dunkle kærlighedshistorier" af Elisabeth Lyneborg, "Den hvide pige" Jon Rex laugen og "Ru" af Kim Thúy. Alle titlerne har indlejrede links, der fører til de enkelte bøgers indlæg.

Da jeg kom på høj kant igen og vejret heldigvis er blevet lidt bedre og det endelig begynder at ligne sommer, er jeg igen kommet ud og gå lange ture og har derfor fået lyttet til hele 4 lydbøger den sidste uges tid. De to af dem, er de to første bøger i Mette Finderups "Den Grønne Ø"-trilogi "Smertensbarn" og "Blodvarslet", som jeg vanen tro, vil lave et samlet indlæg om, når den sidste er lyttet til ende. De to andre lydbøger jeg har lyttet til, er dem der er beskrevet her under.

Jeg har valgt at holde en lille pause med "Noughts & Crosses"-tetralogien af Malorie Blackman, da jeg er kørt helt fast i bog nummer tre "Checkmate". Men planen er, at jeg vil forsøge at vende tilbage til serien i slutningen af måneden og se om jeg ikke kan få afsluttet serien. .

Gustave Flaubert - Madame Bovery. Bogen er læst i en Read-a-long under #JunimedBovery. Jeg lagde ud med at læse denne danske bogklubudgave, men valgte efter ganske kort tid at skifte til en engelsk lydbogsudgave som jeg købte på for 99,- kr. på iTunes.

Bogen følger den unge landsbylæge Bovary og hans hustru nummer to, den unge og sensuelle Emma. Livet på landet i den lille landsby keder den kønne Emma og livet som hustru er slet ikke så romantisk, som portrætteret i alle de  romaner hun læser. Hendes mand er godt tilfreds med livet i den lille by og han har ingen ambitioner om at komme til tops her i livet. Emma vil have mere og søger spænding og bekræftelse ved at indlede forhold til mænd uden for ægteskabet.

Da bogen udkom i 1856-57, vakte den stor skandale, fordi den handlede om utroskab og bogen blev faktisk forbudt i flere lande og forfatteren trukket i retten, fordi man fandt historien anstødelig og til fare for den offentlige moral.

Dette er en af de klassikere, som jeg ikke nødvendigvis elsker, men som jeg sætter stor pris på at have læst. Hele vejen i gennem bogen var jeg meget betaget af forfatterens meget realistiske og detaljerede beskrivelser af dagliglivet og af de forskellige personer. Jeg havde svært ved at sympatisere med Emma, på grund af hendes himmelråbende naivitet og den måde hun behandler hendes barn på. Stakkels Berthe!

Selvom jeg havde svært ved at holde fokus og måtte skifte til lydbog, har bogens handling alligevel gjort et uudsletteligt indtryk på mig og Emmas dramatiske skæbne har rumsteret meget i mit hoved efterfølgende.

Madame Bovary får 3/5 stjerner

John Williams - Butcher´s Crossing. Bogen er købt i Arnold Busck i Hjørring, men lyttet til som lydbog på Mofibo. Jeg har endnu ikke læst forfatterens meget omtalte roman "Stoner", der udkom sidste år.

Den unge Will Andrews kommer fra en uddannelse på Havard og storbyen Boston til den lille søvnige landsby Butcher´s Crossing i det vilde vesten. Han er tiltrukket af den rå natur og livet på prærien. I byen støder han på den erfarne jæger Miller, der for mange år siden fandt en dal i bjergene, hvor der levede flere tusinde bisoner. Andrews indvilliger i at finanserne en jagttur til dalen for at prøve at finde bisonerne.

Dette er en meget anderledes og meget sanselig roman. Alle indtryk er skrevet meget detaljeret og der er lagt vægt på at videre formidle de forskellige indtryk og følelser. Man kan næsten mærke den ulidelige varme, støvet i næsen og føle de rejsendes ømme muskler og mærke deres hårde strabadserne.

Naturen spiller en stor rolle i bogen og ikke mindst kampen mellem mennesket og naturen er allestedsnærværende i bogen. Det er mennesket destruktive kræfter mod naturen vældige styrke. Bogen fortæller også om et USA i forandring, hvor jernbanen havde stor betydning for byerne og landet s udvikling.

Jeg må sige, jeg ikke var videre begejstret for lydbogen, fordi oplæseren havde en meget søvndyssende stemme. Hans rolige bas passede godt til historien, men han læste simpelthen bare for langsomt og i et meget ensartet tonefald, der ikke indikerede spænding eller uro, når der skete noget drastisk. Det var ærgerligt da det ellers er en meget storslået roman.

Butcher´s Crossing får 4/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Jeg er også færdig med Mme Bovary - jeg mangler bare at få den anmeldt. Det var dejligt, du læste med :-)

    Butcher's Crossing står på min reol - og venter... jeg har heller ikke fået læst noget af forfatteren endnu. Det er vist lidt for dårligt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var helt bestemt sjovt at læse med. Tænk at jeg ikke kunne huske at jeg ikke havde fået læst den færdig, da jeg læste den første gang for nogle år siden ;)

      John Williams har en meget speciel dvælende skrivestil og jeg er opsat på at få læst "Stoner" på et tidspunkt i år!

      Slet