søndag den 28. juni 2015

Lise Bidstrup - Vigga & Luna.

 
De to bøger "Dyrlægen" og "Den russiske cirkushest" er begge anmeldereksemplarer fra forlaget Tellerup.

Jeg har læst disse to små korte letlæsnings-spændingsbøger højt for mine to yngste børn på henholdsvis 8 og 6 år og det var helt sikkert et hit.

Serien handler om pigen Vigga, der er vild med heste, Hvilket næsten alle små piger er i den alder. På en mark finder hun en lille levende miniature hest, som viser sig at være magisk. Sammen opklarer de to, de forbrydelser de møder på deres vej.

Bøgerne er lette at læse, sproget er flydende og mundret. Når man læser højt, kan man hurtig mærke hvis tegnsætningen ikke er rigtig, for så kommer man til at hakke i teksten. Jeg vil tro, at de fleste  børn på 3. til 4. klassetrin vil kunne læse dem selv.

Når man læser bøgerne højt, skal man lige være opmærksom på, at de bliver vanvittig spændende til sidste, så man kan godt regne med at skulle læse hele bogen færdig med det samme. Det kan godt være, det ikke føles særlig spændende for os voksne, men mine piger hoppede nærmest rundt i sengen, for at kunne holde spændingen ud til sidst.

De bemærkede også med det samme, at der er et par bandeord i begge bøger. Det var ikke noget vildt, bare et "Fandens" et par gange. Det er vist første gang jeg er stødt på bandeord i bøger til den aldersgruppe og selv om jeg ikke anser mig selv for at være specielt sippet, så føltes det altså rimelig mærkelig at læse bandeord højt for sine børn og jeg må også indrømme, at jeg en enkelt gang sprang det over.

Helt sikkert nogle rigtig fine letlæselige og meget spændende bøger.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar