tirsdag den 2. juni 2015

Opsummering: Læsetema Maj 2015.


I forbindelse med maj måneds læsetema fik jeg læst 11 bøger, der alle havde direkte relation til Anden Verdenskrig. Det var et meget barsk tema at komme igennem og der er ingen tvivl om at det virkelige liv overgår langt fiktionen i grusomhed.

Bøgerne jeg fik læst er meget forskellige:

Ida Koefoed Af Henrik Oldenburg, Mit hus af Anna Margrethe Kærgaard og Bornholm i krig 1940-1946, handler alle om krigen på Bornholm og det politiske spil mellem de to stormagter, gjorde at øens to største byer blev bombet og at russerne først trak sig tilbage næsten et år efter befrielsen.

Claras Krig af Clara Krammer, Pigen fra Auschwtiz af Morten Vestergaard og Churchill-klubben af Knud Pedersen, bød på personlige og barske fortællinger fra krigen. Om at være jøde, om livet i kz-lejrene og om det farlige liv som medlem af en af Danmarks modstandsbevægelser.

Liverpool Street af Anne C. Voorhoeve, Number the Stars af Lois Lowry og Sarahs nøgle af Tatiana de Rosnay, er ren fiktive romaner, der bygger på faktuelle historiske begivenheder og som fortæller om henholdsvis livet som jødisk krigsflygtning i London, de danske jøder der blev reddet til Sverige fra Danmark over Øresund og hvordan krigens rædsler forgrener sig helt op i nutiden og stadig påvirker mennesker.

Prisoner og Night and Fog og Conspiracy of Blood and Smoke af Anne Blankman, og Ausländer af Paul Dowswell, selv om jeg ikke fik læst den ene færdig, fortalte alle tre bøger om det at være indbygger i Hitlers Tyskland både før og under nazisternes vanvid.


Egentlig er jeg ikke helt færdig med temaet endnu, da jeg stadig har et par hængepartier, som jeg påbegyndte lige de sidste dage i maj og det er Gaby Morgans samling af digte fra krigen "Poems from the Second World War" og Ketty Kettus bog "Jordemoderen", der foregår i 1944-1945 i det nordligste Finland. Når jeg er færdig med at læse dem vil jeg linke til dem i dette indlæg også.

Alt i alt synes jeg det har været en vellykket tema måned og jeg er godt tilfreds med det antal bøger jeg har nået at læse, selv om jeg ikke nåede alle dem jeg havde planlagt. Jeg fik set krigen fra mange vidt forskellige vinkler, hvilket var meget interessant. Jeg kunne dog godt tænke mig, at læse om krigen fra et russisk/ østeuropæisk synspunkt. Det er jeg ikke stødt på endnu.


En bivirkning af månedens tema var, at der kom et par bøger mere på hylden om krigen, som jeg fik lyst til at læse. Jeg overvejer at gentage temaet næste år i maj, så jeg kan få læst, dem jeg ikke nåede i år, de nye bøger og måske en enkelt eller to genlæsninger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar