tirsdag den 14. juli 2015

Gail Carriger - Sjælesluger & Forbandelsesbryder.

Bøgerne er anmeldereksemplarer fra forlaget Tellerup.

Sjælesluger og Forbandelsesbryder er de to første bøger i forfatterens Parasol Protectorate -serie, som består af fem bøger.

Historien foregår i en fantasy/steampunk verden i det victorianske England i 1800-tallet, hvor vampyrer, vareulve og andre overnaturlige væsner, lever side om side med almindelige mennesker. Hovedpersonen er den 26 årige Alexia Tarrabotti, der er sjælesluger. Det vil sige hun ikke har nogen sjæl og dermed udgør hun en fare for de overnaturlige væsner, der har for meget sjæl. Hun kan tage deres overskydende sjæl, hvilket gør dem menneskelige og dermed nemmere at slå ihjel.

Jeg gik ind til serien med forventningen om en seriøs, gotisk, mørk og dyster steampunkhistorie og var slet ikke indstillet på  den meget legende, fjollede og lidt farceagtige tone i bøgerne. Hvilket fuldstændig slog mig ud af kurs hele vejen i gennem Sjælesluger, som er den første bog. Den var på ingen måde, som jeg havde forventet og humoren og sarkasmen gik totalt min næse forbi. Da jeg så læste bog nummer to Forbandelsesbryder var mine forventninger tilpasset indholdet og det gik betydeligt bedre.

Det erotiske indhold  i bøgerne overraskede mig i den grad, da jeg troede det var en YA-serie og i YA er sex, hvis det eksistere, som regel bare antydet. Her er det beskrevet mere direkte og lige på og hård, om jeg så må sige. Interessant var det også med de homoseksuelle bipersonerne og at Alexia, bliver flirtet med og føler sig tiltrukket af en kvinde i bog nummer to. Det ser man heller ikke så tit. Beskrivelsen af hovedpersonen, som en lidt kraftigere pige, der ikke helt falder ind under de gængse skønhedsidealer, var forfriskende og meget tiltalende.

Jeg var lidt skuffet over, at der var så forholdsvis lidt steampunkelementer i bøgerne. Men jeg kunne rigtig godt lide fusionen mellem steampunk og fantasy. Det var et meget underholdende mix. Forfatteren meget sjove men også meget kritiske fremstilling af victoriatidens stramtantede moralske og snerpede holdninger, var interessant. Kroppen er ikke eksisterende og kvinderne er pakket ind i tounure, korset og flere lag skørter, som hæmmer deres bevægelsesfrihed. Hvilket selvfølgelig ikke stopper den stædige og bramfrie Alexia.

En meget underholdende og på sin visse punkter en banebrydende serie, holdt i en let og humoristisk tone. En serie, som jeg helt sikkert vil fortsætte med, når de næste i serien udkommer på dansk.

Sjælesluger og Forbandelsesbryder får begge 3/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Spændende at høre din mening om serien. Jeg kan godt forstå, du blev skuffet, når du forventede rå steampunk - det er der ganske rigtig ikke meget af. Til gengæld elsker jeg humoren i serien (selvom den også var rimelig plat til tider ;-)), og så var de forskellige personligheder - som du også siger - ret anderledes i forhold til mange andre bøger i samme genre og dermed også ret forfriskende.

    Jeg synes ikke, den erotiske del var så dominerende. Det kan måske virke sådan i forhold til de populære ungdomsbøger, men det overraskede mig ikke, at scenerne i denne bog var mere direkte, eftersom hovedpersonen her er over 20 år.

    Jeg vil i øvrigt anbefale at læse serien på engelsk. Jeg læste den første bog på dansk og krummede flere gange tæer over den danske oversættelse, og jeg læste derfor resten af serien på engelsk. Meget bedre læseoplevelse :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er bare aldrig helt godt når man sidder og forventer noget bogen slet ikke kan levere. Men jeg fik da læst den igen og med et bedre helhedsindtryk denne gang ;)

      Jeg har muligvis læst for meget YA på det sidste, det er nok derfor erotikken overrasker mig så meget og nogle gange har man bare brug for noget plat og fjollet humor :)

      Jeg synes egentlig at serien fungerede fint for mig på dansk også, jeg bemærkede i hvert fald ikke de helt store oversætterbøffer.

      Slet