fredag den 17. juli 2015

Naomi Novik - Uprooted.

Bogen handler om den 17-årige Agnieszka, der bor i en lille landsby i en bjergdal omgivet af Skoven. Skoven er en uhyggelig lurende fare, som bortfører folk der kommer i nærheden af den og folk der går ind, kommer aldrig ud igen, i hvert fald ikke som dem selv.

Derfor bor der en troldmand i et tårn over dalen, han bliver kaldt Dragen og han bruger sin magi til at holde Skoven i skak, så den ikke breder sig og erobre byerne. Som betaling henter han hvert tiende år en af de unge smukke kvinder fra dalen, som skal bo i tårnet sammen med ham.

Agnieszkas smukke veninde Kasia, har hele livet været bestemt til at være den pige, hun er optrænet i at lave mad og ikke at vise frygt, men da dagen for udvælgelsen kommer, er det imod al forventning Agnieszka, Dragen vælger at tage med sig.

Historien tog mig fuldstændig med storm, jeg er helt vild med dens eventyrlige magi og den lurende uhyggelige Skov. Selv om bogens eventyr var bekendt og mindede om de gamle klassiske eventyr fra Brødrene Grimm, så var den som intet jeg har læst før. En meget unik historie og en gennemført, overraskende og helt fantastisk medrivende læseoplevelse.

Jeg havde absolut ingen forventninger til bogen, da jeg gik i gang. Jeg købte bogen for et stykke tid siden og kan nu se, at der er en begyndende hype på BookTube og jeg tænkte jeg hellere måtte læse den inden det eksplodere. Jeg hader at læse overhypede bøger.

Bogen er fortalt fra Agnieszkas synspunkt og den ligger stille og roligt ud med, at bygge fortællingen op omkring livet i landsbyen, med Skoven lurende i baggrunden og til sidst bygges spændingen op og det bliver et hæsblæsende og til tider grusomt eventyr. Jeg var vild med Skoven, som dette udefinerbare onde, der griber ud og spreder sin ondskab ved at snige sig ind i folks bevidsthed og overtage deres krop og vilje.

Det eneste negative ved bogen er, at jeg synes slutningen var meget forvirrende. Der skete meget på meget kort tid og jeg havde nogle gange svært ved, at holde styr på hvad der egentlig skete. Men jeg synes ikke det påvirker min bedømmelse af bogen. Det er i hvert fald også et sikkert plus for mig, at det ikke er en trilogi eller en serie, men en velskreven og velafrundet eventyrlig og magisk fortælling i en enkelt bog.

Uprooted er nok en af de bedste bøger jeg har læst i år. Hele eventyrstemningen og persongalleriet gav en fuldstændig fantastisk og unik historie, som jeg vil anbefale til alle.

Bogen får 5/5 stjerner.

8 kommentarer:

  1. Åhh, så skulle jeg alligevel have bestilt den hjem! Skøn anmeldelse! :)
    Den må jeg have til gode så <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Da jeg bestilte den, valgte jeg at købe den i paperback fordi jeg ikke var helt sikker på om jeg ville kunne lide den og nu ærgre jeg mig rigtig meget over, at jeg ikke alligevel købte den i hardback!

      Slet
    2. Forståeligt! Men den er nu også ret fin i paperback :D

      Slet
    3. Helt bestemt, det er bare kvaliteten der er lidt træls, for den vil gabe. Så det var mere fordi jeg tænker at hardbacken ville holde længere ;)

      Slet
  2. Den lyder virkelig god. Den må straks komme på ønskesedlen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det synes jeg i hvert fald den er ;)

      Slet
  3. Ej, den lyder fantastisk! Og hvor er den dog smuk at se på. Den bliver lige noteret :D

    SvarSlet