mandag den 3. august 2015

Læst og lyttet i uge 31-2015

Nu er det igen tid til at se tilbage på de bøger jeg læste i sidste uge. Sommerferien nærmer sig med hastige skridt sin afslutning og med det vejr, kan det jo nærmest også være et fedt.


Jeg har fået læst tre bøger, lyttet til én lydbog og jeg har måttet opgive én bog. Den ene af de tre læste bøger var romanen Jeg er Kina af Xiaolu Guo, som jeg har anmeldt her. Bogen jeg måtte opgive var en moderne genfortælling af Jane Austens Emma og jeg har forsøgt at forklare mine problemer med den bog her. Resten af bøgerne har jeg skrevet om her under:

John Scalzi - Lock In. Efter den sidste skuffelse med forfatterens roman Redshirts, som jeg måtte opgive at læse færdig, var denne bog en glædelig overraskelse.

I bund og grund er bogen en kriminalroman og handler om FBI-agenten Chris Shane, men det der gør den interessant er at den foregår i en dystopisk verden hvor 40 millioner af verdensbefolkning er blevet ramt af en uforklarlig virus, Haden-virussen, der har afskåret deres hjerne fra kroppen. Det vil sige at de er ved fuldbevidsthed, men de kan ikke bruge deres krop. De er Lock In.

Disse patienter har to muligheder for at leve et nogenlunde normalt liv, ved hjælp af et computer system der bliver indopereret i deres hjerne kan de enten overføre deres tankevirksomhed og liv til en robot-anordning kaldet en treep eller til en person, der er specielt modtagelig for at lade dem overtage deres krop. Men mon ikke det også kan misbruges, det bliver en sag for agent Shane og hans partner.

Det var en meget interessant verden forfatteren havde sat op og der blev rejst mange etiske problemer omkring opfattelsen og behandlingen af de forskellige grupper af mennesker. Anderledes og interessant historie.

Lock In får 4/5 stjerner.

Jonas Jonasson - Analfabeten der kunne regne. Bogen er lyttet som lydbog og er oplæst af samme mand som, Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt og han gjorde det igen utrolig godt. Jeg kan godt lide hans stemme og den måde han underspiller humoren.

Bogen handler om sydafrikaneren Nombeko Mayeki, som starter som latrin tømmer i slummen og ender via lige dele klogskab og tilfældigheder i Sverige, hvor hun møder tvillingerne Holger og Holger.

Fortællerstilen i begge forfatterens er den samme og det er ganske underholdende at følge de skæve personligheder og deres omgang med verdenen. Bogen formår på en humoristisk måde at sætte fokus på verdenens absurditeter.

Analfabeten der kunne regne får 3/5 stjerner.

Haruki Murakami - The Strange Library. Hvad er prisen for al den gratis viden vi henter på biblioteket? Det kan man få et bud på i denne lille fine bog.

Dette er en finurlig lille bog der indeholder et mærkeligt, mørkt og foruroligende eventyr for voksne. Jeg ved ærligt talt ikke rigtig hvad jeg skal synes om det. Der er mange hentydninger til andre af forfatterens værker og det tog ikke ret lang tid at læse historien, men til gengæld synes jeg heller ikke den sagde mig det helt store. Selv læseoplevelsen, med de indsatte billeder og tegninger, var nok der gjorde største indtryk og som jeg vil huske historien for.

The Strange Library får 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar