mandag den 10. august 2015

Læst og lyttet i uge 32-2015.

Nu er ferien slut og vi vender tilbage til hverdagens trummerum igen. Børnene starter i skole og jeg skal vænne mig til, at jeg nu har fire skolebørn og allerede nu kan jeg se at det bliver en udfordring at holde styr på de fire skemaer, men heldigvis er de to ældste efterhånden så store at de selv kan holde styr på det meste selv.


På trods af vejret har det været en rigtig hyggelige sommerferie og netop vejret har givet lidt ekstra læsetid. I uge 32 fik jeg læst tre bøger og lyttet til én. Den ene af de tre var Uindviet jord af Hannah Kent som var en meget stemningsmættet læseoplevelse. Den bog har jeg skrevet et lille indlæg om her. Resten af bøgerne var som følger:

 
Ernest Cline - Armada. Bogen er lyttet som lydbog hentet på Mofibo og den var en fantastisk fornøjelsestur! Den er for computerspils nørder og jeg beklager mit manglende ordforråd ingen for emnet.

I historien møder vi den typiske high school elev Zack, der oven i den almindelige teenageangst kæmper med eftervirkningerne af at have mistet sin far som lille. Alt synes normalt lige indtil han en dag i matematiktimen, ser et rumskib uden for et af vinduerne i klasseværelset. Et rumskib han genkender fra Armada, et computerspil han spiller tit.

Sidste år læst jeg Ready Player One af samme forfatter, som i bund og grund er en hyldest til 1980´erne. I Armada fortsætter forfatteren sin hyldest til det årti. Der er rock musik, gaming og sci-fi referencer en masse. Jeg er selv opvokset i 80´erne, men det var langt fra alle referencerne jeg forstod, men det var helt sikkert ren musik nostalgi og hvis jeg engang skal læse den fysiske bog, skal det helt sikkert være med spillelisten, som er bag i bogen, i ørene.

Jeg er dog langt fra sikker på, at jeg ville have haft lige så stor fornøjelse ud af at læse bogen selv. Det er helt sikkert oplæseren, der lagde krop og sjæl i udførelsen af historien, som fangede min interesse og fik mig til at fortsætte med at lytte. Nogle steder synes jeg selve historien kørte i tomgang, men jeg var i allerhøjeste grad underholdt af oplæseren, Will Wheaton, hele vejen i gennem historien, han får 5/5 stjerner og jeg vil helt sikkert holde øje med andre bøger indlæst af ham.

Armada får 3/5 stjerner


Katie Everson - Drop. Historien handler om Carla, der efter hun er flyttet til en ny skole, igen, beslutter at hun vil hænge med skolens in-crowd, i stedet for at falde i med stræber/nørde-gruppen, som hun ellers altid falder i hak med.

Fra første dag bliver hun meget betaget af den charmerende, fandenivoldske og populære Finn og hans klike af venner. Men i selskab med ham, bliver hun ganske langsomt trukket med ham ind i en nedadgående spiral af weekendfester og euforiserende stoffer.

Samtidig med, at jeg godt kunne følge Carla i hendes brændende ønske om at være populær og falde ind med the cool kids at school, så synes jeg også hun var utrolig overfladisk og himmelråbende naiv. Hun endte med at gå mig temmelig meget på nerverne.

Bogen er rigtig godt skrevet, men jeg synes ikke den bragte noget nyt og banebrydende til misbrugsdebatten. Jeg har selv ingen erfaring med stoffer, så jeg har ingen fornemmelse for hvordan det er, men jeg følte historien var poppet op og en anelse urealistisk især til sidst.

Bogen fik mig til at tænke på Beverly Hills 90210 og måske var det derfor at jeg blev ved med at glemme at den foregår i London, historien føltes bare så amerikansk.

Drop får 2/5 stjerner.


Lucy Christopher - Stjålet. Jeg havde ikke særlig store forventninger til denne bog. Jeg tænkte ved mig selv, at det nok var en Natascha Kampusch rip-off og det er det også til dels, for det er helt sikkert fra hendes historie at forfatteren har hentet inspiration, men den er så meget mere.

Bogen handler om 16-årige Gemma, der i Bangkok lufthavn bliver bortført til Australien af den mystiske og ustabile Ty.

Hvis man ser bort fra usandsynligheden for, at et flyselskab efter 11. september 2001, vil lade en påvirket halvt bevidstløs person med paryk på, gå ombord på et af deres fly, så er det faktisk en rigtig skræmmende psykologisk spændingsroman for unge.

Den første del af historien er utrolig creepy. Usikkerheden om hvad Ty vil med Gemma og hvilke motiver der ligger bag hans handlinger, var meget skræmmende. Gemmas konstante fokusering på at flygte og den måde Ty både bevidst og ubevidst manipulerer og forvirrer hende, er vanvittigt uhyggeligt.

Det er nemt at følge hende i de ambivalente følelser hun har for ham, for samtidig med at hun hader ham og er rædselsslagen for hvad han kan finde på, så er hendes overlevelse på fuldstændig afhængig af ham. Historien er skrevet som et brev Gemma skriver til Ty og det gav en meget intim og følelsesladet effekt.

Stjålet får 4/5 stjerner


6 kommentarer:

  1. Jeg glæder mig til at læse både 'Uindviet jord' og 'Armada'. Førstnævnte står på min hylde, den anden regner jeg med at købe senere i år :)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis du er til lydbøger, vil jeg stærkt anbefale dig at lytte til Armada på engelsk, det er altså en oplevelse i særklasse :)

      Slet
    2. Jeg er bestemt til lydbøger - dog ikke engelske, da jeg slet ikke kan koncentrere mig om oplæsningen - desværre :-/

      Slet
    3. Det er nok også lidt smag og behag, for jeg har set et par stykker der slet ikke kan klare Will Wheatons oplæsningsstyle?!

      Slet
  2. 'Stjålet' er simpelthen både creepy og vildt spændende!
    Jeg havde, ligesom Gemma, et had/elsk forhold til Ty.
    Hvad han gør er jo uden tvivl så forkert og uhyggeligt, men samtidig har han jo bare ikke lært og forstået hvad menneskelighed egentligt er.

    Men jeg må da lige tjekke bogen, som den er inspireret af, ud på et tidspunkt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Bogen hedder "3096 dage" og er den virkelige fortælling om Natscha Kampusch, som blev bortført som 10-årig og holdt fanget i en kælder indtil hun undslap som 18-årig. Den er barsk!

      Slet