mandag den 17. august 2015

Puk Damsgård - Hvor solen græder, en fortælling fra Syrien.


Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens forlag og den modtog Læsernes Bogpris 2015.

Historien er skrevet, så vi dels følger Puk i hendes journalistiske arbejde og de gange hun har befundet sig illegalt i Syrien og vi følger også den syriske kvinde Nour, der er vokset op med overklassens privilegier, men som sluttede sig til oprørene, da hun synes regimet gik for vidt i sin terrorisering af befolkningen. I løbet af historien stifter læseren bekendtskab med andre syriske skæbner, som forfatteren møder på sin vej.

Bogen er let forståelig og velformuleret, så alle de mange oplysninger om politiske forhold og krigen i Syrien er nemme at forstå. Forfatteren skriver levende og meget kontant om forholdende i Syrien og om de mennesker hun møder og det umenneskelige pres de lever med dagligt.

Det er tydeligt at hun ligger vægt på, at der er brodne kar på begge sider af krigen, som har bevæget sig fra at være et forsøg på en relativt fredelig revolution til en blodig og grusom borgerkrig, som det er svært at se hvordan skal ende. I sær når Syrien regime rækker ud over landets grænser og udøver manipulation og trusler mod folk som ikke deler deres opfattelse i andre lande og når terrororganisationer som hizbollah og al qaeda også begynder at byde ind, med deres metoder og ideologier, for at få en del af kagen.

Forfatteren er utrolig modig og dumdristig i sine bestræbelser på at få sandheden frem og man kan hele vejen i gennem bogen mærke hendes store engagement i landet og hvor vigtigt det er for hende,  at belyse de horrible forhold i landet og sætte regimet til ansvar for de ting det gør mod befolkningen.  Det er et beundringsværdigt arbejde hun udfører med stor fare for sit eget liv.

Det er en lærerig bog, der i den grad prikker til den globale dårlige samvittighed og med rette. Hvordan kan det komme så vidt, at et lands leder, ganske langsomt optrapper angrebene på sin egen befolkning, så det til sidst ender med at han gasser dem med kemiske våben, uden at der gøres noget.

En meget tankevækkende bog, der får det her fjerne og ukendte land til at stå lyslevende i hukommelsen og som får mig til at føle mig umådelig lille og nyttesløs i en stor og uretfærdig verden.

Bogen får 5/5 stjerner.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar