tirsdag den 18. august 2015

Spørgsmål om min bogsamling.

Her er sidste ombæring af spørgsmål og svar fra min giveaway. Denne gang handler det om min bogsamling.


Der var rigtig mange, der spurgte om jeg på et tidspunkt vil lave en Bookshelf Tour. Det er ikke noget jeg har planlagt, for jeg er nemlig sikker på, at jeg vil gå helt og aldeles død i det, inden jeg er færdig. Jeg har i stedet forsøgt mig med indlæggene bøger fra mine hylder. Der ikke er helt så uoverskuelige at lave.

Men da der nu er så mange der har spurgt til det, vil jeg gå i tænkeboks og prøve at finde en smart og nem måde at gøre det på, der ikke kræver at jeg kommer til at sidde og skrive alle forfatternavnene og titlerne, det orker jeg simpelthen ikke. Ideer modtages gerne.


Tulipanbusk/ Mia og  Louise  spurgte om jeg ved hvor mange bøger jeg har. Nej, det ved jeg ikke præcis, jeg har aldrig forsøgt at tælle dem, men et hurtige og meget forsigtigt regnestykke siger omkring 1500 bøger.

Susbogblog ville gerne vide hvor mange af dem, jeg ikke har læst. Jeg har nu samlet på bøger i snart 25 år og jeg har gennem tiden også købt bøger, som jeg måske ikke lige havde lyst til at læse med det samme, men som jeg gemmer til jeg blev ældre, får mere tid til at fordybe mig i, eller som jeg har tænkt, at jeg skulle have mere livserfaring til at læse, derfor er der en del bøger jeg ikke har fået læst endnu. Jeg har også en del leksika, coffeetable books og opslagsbøger, som jo heller ikke skal læses fra ende til anden. Et skud ville være, at jeg har læst 2/3 dele af dem.


Simone spørger hvilke bøger jeg holder mest af i min samling. Det er helt sikkert dem, som jeg forbinder med specifikke perioder og steder. Blandt andet Hulebjørnens klan af Jean M. Auel, som jeg læste mens jeg var au pair i Frankrig, eller Skatteøen af Robert Louis Stevenson og Robinson Crusoe af Daniel Defoe, som jeg købte i Singapore og læste mens min veninde og jeg, opholdt os en uges tid på den indonesiske tropeø Gili Trawangan, da jeg som ung var på rygsæksrejse i asien.


Louise spurgte om jeg nogensinde har købt to af den samme bog. Ja, det har jeg. Jeg er kommet til det et par gange, hvor det var bøger der var blevet genudgivet med nye covers og jeg derfor ikke kunne genkende dem og en enkelt gang har jeg købt en engelsk bog, som jeg allerede havde på dansk, fordi jeg af en eller anden grund ikke lige forbandt Stegte grønne tomater, med Fried Green Tomatoes at the Whistle Stop Café. Godt nok er den god, men jeg behøvede sådan set ikke to udgaver af den. Det sker langt oftere, at en bog bliver væk for mig og især nu da jeg har fået en reol mere på 1. salen.

Tak for alle de dejlige spørgsmål, jeg håber jeg har fået besvaret dem alle, ellers må I give mig et praj. Jeg har i hvert fald haft stor fornøjelse af at besvare dem og jeg kunne godt finde på at gøre det igen en anden gang.

2 kommentarer:

  1. Jeg tror umiddelbart også, at bøgerne ville blive væk fra mig ind i mellem, hvis jeg havde en så stor bogsamling som dig! :P Det er allerede sket nu (bogen fandt jeg så ovenpå et køkkenskab hos min svoger forleden dag (efter at den har været væk i et år, vel og mærke!)). :P

    Hvor er din samling dog bare flot og imponerende!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, jeg har også brugt mange år på at bygge samlingen op. Nu har jeg i snart to år ledt efter Pi´s liv af Yann Martel, jeg ved jeg har den, men om jeg kan finde den. Måske dukker den også op et sted i familien ;)

      Slet