torsdag den 3. september 2015

At DNFe bøger.


Inden for det sidste års tid, har jeg opgivet, eller med et moderne engelsk udtryk DNFet ( Did Not Finish) 10 bøger. Det lyder af mange, men set ud fra at jeg læser omkring 220 bøger om året, er det alligevel kun en lille procentdel af det samlede antal. Jeg har ikke tidligere registret antallet af bøger som jeg har måttet opgive, men med Goodreads har jeg fået mulighed for at sætte bøgerne på den virtuelle DNF-hylde og der med gøre deres antal synlig.

Jeg har en fornemmelse af, at jeg med tiden er blevet bedre til at opgive en bog uden at have dårlig samvittighed og jeg er klart blevet bedre til, ikke med vold og magt, at kæmpe mig i gennem en bog, jeg overhovedet ikke bryder mig om og bare acceptere at det ikke er alle bøger, der er noget for mig.

Men jeg opgiver ikke uden kamp, som regel giver jeg, alt afhængig af bogens længde, forfatteren en 50-100 sider til at overbevise mig om, at jeg skal fortsætte og investere min tid i netop deres fortælling. Hvis det ikke er lykkedes at fange mig inden for det antal sider, så ser jeg ingen grund til at bruge mere tid på den historie.

Nogle af bøgerne jeg opgiver, har jeg en klar fornemmelse af, at dem kommer jeg aldrig nogensinde til at læse igen. Mens jeg om andre godt kan tænke, at det nok ikke er lige nu jeg får den læst, men måske om et par år eller om ti år, når børnene er flyttet hjemmefra, så har jeg roen til at fordybe mig i den pågældende bog.

For mig er det ikke noget nederlag at vælge en bog fra. Jeg synes helt bestemt, det er dødærgerligt, da jeg jo som regel har købt bogen med en god læseoplevelse for øje og så derfor bliver slemt skuffet over at den ikke levede op til det forventede. Men der er så mange dejlige bøger der venter derude, så at spilde tiden og måske miste læselysten, ved at kæmpe med en uinteressant bog, det kunne aldrig falde mig ind.

Hvis jeg skal tælle lydbøgerne med, bliver antallet langt højere. Da jeg meget ofte vælger lydbøger fra på grund af oplæseren. Som skrevet i flere indlæg om lydbøger, er det så vigtigt at man kan lide oplæserens stemme, betoning og udtale af ordene, når man skal lytte til dem i måske optil 20 timer. Jeg vælger oftere danske lydbøger/ oplæsere fra, en jeg gør med engelske, da jeg tit oplever, at de engelske oplæsere er bedre til at gøre fortællingen levende og medrivende.

8 kommentarer:

  1. Jeg har lagt en hel del bøger på hylden i år - det er dog alle bøger, som jeg ved, at jeg kommer til at læse på et senere tidspunkt. Men det var bare som om, da jeg gik igang med dem, at jeg faktisk ikke lige havde lyst til, at læse dem alligevel :-)

    /Caroline Thomassen
    www.mitbogunivers.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Kender det godt, nogle gange er det bare den forkerte bog på det forkerte tidspunkt :) Så er der ikke andet at gøre end at finde en anden :)

      Slet
  2. Man skal aldrig tvinge sig selv gennem en bog! At læse skal jo være en skøn oplevelse, en dejlig følelse. 😊 jeg har også måtte opgive nogle bøger, da de slet og ret var spild af min tid!

    SvarSlet
    Svar
    1. Nogen gange kan man sidde og håbe at historien bliver bedre lige om lidt, men til sidst når man til et punkt, hvor det bare ikke duer længere :)

      Slet
  3. Jeg er desværre rigtig dårlig til det med at opgive bøger. Det skal virkelig stå slemt til, ellers kræver min stædighed at jeg færdiggør dem. Heldigvis er det dog heller ikke så tit, at jeg rent faktisk skal tvinge mig selv gennem en bog, så problemet er ikke det største :) men du har ret, selvfølgelig bør man ikke tvinge sig selv gennem en bog!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har heller ikke DNFet så mange bøger før i tiden, men jeg tror det skyldes at jeg er blevet bedre til at sige fra og erkende når en bog bare ikke er noget for mig.

      Slet
  4. Pyh, jeg dnf'er ikke ofte. Faktisk tror jeg ikke, at jeg har gjort det på noget tidspunkt. Dog går jeg nogle gange igang med en bog, som jeg vælger at stoppe med, for at vende tilbage til den senere. Om jeg så vender tilbage til dem alle, ved jeg ikke, men det er i hvert fald min hensigt.

    Mit behov for det, er egentligt heller ikke så voldsomt stort - jeg udvælger nøje mine bøger og læser sjældent uden for min 'comfort zone', så måske det kan være grunden til, at det ikke sker så hyppigt hos mig. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg læser meget forskelligt og udfordre tit mig selv, men jeg synes da også det hænder at jeg DNFer en bog som jeg har store forventninger til og som ligger inden for min comfort zone og der skal mere til end at jeg bare ikke kan lide en bog før jeg DNFer.

      Slet