torsdag den 12. november 2015

Charlaine Harris - Sookie Stackhouse-serien

 
Serien består af 13 bøger: Død ved daggry, Levende død i Dallas, Klub død, Død for verden, Stendød, Fuldstændig død, Alle sammen død, Død og pine, Død og borte, Død i familien, Dødvande, Dødt løb, og endelig Til døden os skiller.

Historien handler om den unge blonde sydstats kvinde Sookie, der bor i den lille landsby Bon Temps. Hun er telepat og kan læse andre folks tanker. Derfor har hun altid holdt sig lidt for sig selv, da det ikke altid er rart at vide hvad andre tænker hele tiden. På grund af vampyrernes ikke eksisterende hjerneaktivitet, da de jo er døde, er hun tiltrukket af dem, nu da de netop er kommet ud af kisterne og har afsløret deres eksistens i verden og det stopper ikke her. Med det første vampyr-bekendtskab Bill, som hun møder på den bar, hvor hun arbejder som servitrice, blandes hun ind i en helt ny og ukendt verden, med mange forskellige overnaturlige væsner og mange af dem er enten tiltrukket af hende eller vil hende til livs.

Det er en sexet, sjov og meget underholdende serie, som ikke skal tages for mere end den er. Jeg elsker serien for den originale fremstilling af de overnaturlige væsner og den måde, forfatteren får dem til at passe ind i vores verden. Selv om det er meget overdrevet, så er det hele sat op på en logisk måde, der måske ikke virker troværdig, men alligevel giver mening.

Sookie er en dejlig heltinde, hun er handlekraftig, selvstændig og betænksom. Det irriterede mig lidt i starten at hun havde sex med snart den ene og snart den anden. Men her, anden gang jeg læser serien, kunne jeg lige som se i gennem fingre med det, selv om jeg måtte himle med øjnene et par gange.

Serien irritere mig grænseløst for dens sløseri og unøjagtigheder. Personers navne staves forskelligt fra bog til bog, personer skifter lige frem navn i den samme sætning, tre personer bliver lige pludselig til fire, når de sætter sig ind i en bil, personer går ud af den samme dør to gange i træk, uden at være gået ind igen og personer ændrer efternavne fra den ene bog til den anden. Det betyder ikke det store for seriens samlede historie, men det irriterer mig alligevel, at der ikke er mere styr på sådanne detaljer.

Det er en serie som jeg godt kunne finde på at læse igen og igen, netop fordi den er så letlæselig og underholdende. Det svarer lidt til at se en amerikansk komedieserie på tv og serien er da også lavet til tv-serien True Blood, som jeg har set et par enkelte afsnit af.

Sookie Stackhouse-serien før 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar