mandag den 23. november 2015

Læst og lyttet i uge 47-2015.


Jeg har lyttet til to bøger, læst tre og måttet opgive en bog i sidste uge. Den ene af de lyttede bøger var den første bog i Wool-trilogien af Hugh Howey, som var fuldstændig fantastisk, det er helt klart den bedste dystopiske bog jeg har læst i år og jeg kan næsten ikke vente på at få læst de sidste to bøger, Shift og Dust.

På Bogforum lyttede jeg til et interview med Robert Dam, hvor han fortalte om sin tid i Scientology, jeg købte hans bog Afhopperen og fik den læst i sidste uge.

Den bog jeg så mig nødsaget til at opgive var Vanity & Vexation af Kate Fenton og jeg fik uden problemer læst Epic Fail af Claire LaZebnick, som begge er moderne genfortællinger af Jane Austens klassiske kærlighedsroman Stolthed og fordom.

De to sidste bøger læst og lyttet var:


Haruki Murakami - Sønden for grænsen og vesten for solen. Bogen er købt på forlaget Klims stand på dette års Bogforum og det er den næstsidste bog i min #YearOfMurakami læseudfordring.

Historiens hovedperson er manden Hajime, der har hvad der synes som det perfekte liv med kone, to døtre og to succesfulde jazzklubber, men inden i har han en længsel efter pigen Shimamoto, som han fik et særligt bånd til i folkeskolen, da de begge var 12 år.

Dette er nok en af de enkleste og mest lige til Haruki Murakami bøger jeg længe har læst, der er ingen magisk realisme, film noir indfald eller lignende. I stedet handler det om erotik, længsel og uforløst kærlighed.

Der er de sædvanlige Murakami elementer, Jazz, klassisk musik, katte og eksplicitte sexscener, som kendetegner alle hans romaner. Efter at have læst så mange Murakami bøger i år synes jeg i bund og grund at alle forfatterens hovedpersoner minder meget om hinanden. De har den samme 'stemme' og udtryksmåde, alle disse japanske mænd der figurer i hans bøger og som virker mere eller mindre som forfatteren selv.

Kvinderne er disse flyvske objekter, der bruges i mandens personlige udvikling og af en eller anden grund generer denne meget seksualiserede og ikke altid lige pæne fremstilling af kvinderne mig ikke så meget hos Murakami, som det for eksempel gør hos Ernest Hemingway. Jeg tænker på det hver gang jeg læser Murakami, men jeg har endnu ikke kunnet sætte fingeren på hvorfor.

Sønden for grænsen og vesten for solen får 4/5 stjerner.


Kody Keplinger - The DUFF. Bogen er købt på The Book Depository og er en genlæsning.

Historien handler om high school pigen Bianca, der har to underskønne veninder. Til en fest henvender den lækre playboy Wesley, sig til hende for, som han fortæller hende at score billige point hos hendes veninder ved at bruge tid på at tale med The DUFF, altså The Designated Ugly Fat Friend, som han mener i dette tilfælde er hende. På hjemmebanen har Bianca problemer hendes mor og far skal skilles og faren, der er tidligere alkoholiker falder i og begynder at drikke igen. Alt dette sårer Bianca og hun finder ud af, at hun kan bedøve følelserne ved at have sex med Wesley.

Da jeg en aften så nogle klip fra The Duff filmen på YouTube blev jeg lidt forvirret, for jeg synes slet ikke jeg kunne genkende handlingen. Efter hvad jeg kunne huske fra bogen, går den ikke ud på at Wesley skal lære Bianca at score i ti trin, faktisk langt fra. Så jeg besluttede at jeg hellere lige måtte genopfriske bogen, som jeg læste første gang i 2013.

Jeg synes bogen er rigtig god og meget mere dyb end hvad filmen virker til at fremstille og det er egentlig lidt synd, at den bare bliver til endnu en chick-Flick, som er underholdende, men tit lidt hjernedøde. Men sådan er det jo til med filmatiserede bøger, det er sjældent filmen kan leve op til bogens verden og jeg er glad for at jeg fik genlæst bogen.

The DUFF får 4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar