onsdag den 16. december 2015

Bjarne Hatting - Den italienske forbindelse

 
Bogen har jeg fået som anmeldereksemplar fra forlaget mellemgaard.

Historien følger den unge mand Michael Russo, der møder den unge kvinde Sophia og forelsker sig i hende. Han arbejder som pladesmed og hun går på universitet. Begges forældre har tilknytning til Italien og på deres bryllupsrejse til landet oplever de to unge en meget speciel hændelse.

Dette var ikke en bog for mig. Jeg havde ud fra beskrivelsen opfattet det som en spændingsbog, men det kommer ikke i nærheden af at være det der ligner en spændingsbog. Historien er kedelig, især den første halvdel af bogen, der foregår i Danmark, er helt utrolig kedelig. Det virker som om forfatteren har brugt lidt mere krudt på den sidste halvdel af bogen, blandt andet den del som foregår i Italien. Men det tog simpelthen for langt tid at komme til det punkt og jeg var tæt på at stå af flere gange inden da.

Personerne og deres dialoger oplevede jeg generelt som unaturlige og akavet. I flere tilfælde helt ude af trit med miljøet og personernes alder. Jeg tror simpelthen ikke på at en fyr i starten af tyverne, omtaler sin kæreste som ' en flot og klog pige' over for gutterne på værkstedet.

Det føltes som om de to eneste ord forfatteren brugte til at beskrive personernes indbyrdes relationer med, var at de 'grinte' eller 'smilte', men det stod der så til gengæld op til flere gange på samme side. Jeg manglede liv, stemning og ikke mindst variation i bogens beskrivelser og dialoger. Det unge par har et meget veludviklet sexliv og det skortede ikke på beskrivelser af deres kærlighedsakter, men også det er beskrevet meget mekanisk og lidenskabsløst.

Ydermere bliver der i teksten lagt vægt på mange ubetydelige detaljer, som er helt og aldeles uinteressante i forhold til selve historien. Der var flere ting, der blev genfortalt flere gange. f.eks. hele forløbet med hændelsen i Italien, får vi repeteret hele tre gange, hvilket er helt unødvendigt i mine øjne.

Så desværre kan jeg ikke anbefale denne bog, som jeg må indrømme skuffede mig meget.

Den italienske forbindelse får 1/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar