torsdag den 24. december 2015

Jeppe Aakjær - Mod jul


Bogen har jeg haft i mange år og jeg kan ikke huske hvor jeg har den fra.

Dette er en samling af 9 små julefortællinger, der alle giver et lille indblik i livet på landet i det mørke Jylland omkring århundredeskiftet.

Jeg var lidt skeptisk i starten ved at læse den her omkring jul, fordi jeg havde forestillet mig at det var nogle dystre historier. I forordet skriver forlægger Steen Piper, at man nok ikke skal forvente at blive i julehumør af at læse disse små historier om bondelivet, måske snarere det stik modsatte.

Det er jeg langt fra enig i, Jeppe Aakjær er ingen St. Steensen Blicher eller Johannes V. Jensen, som skriver så deprimerende, at man næsten ikke kan holde det ud. Næ, tværtimod, skriver Aakjær med vid og bid og et jysk glimt i øjet. Jeg måtte trække på smilebåndet flere gange over hans observationer og beskrivelser af personerne.

Teksten er skrevet på dialekt og der er kun lidt hjælp at hente i fodnoterne. Nu har jeg boet i Vendsyssel i snart 16 år og det har nok hjulpet mig lidt til for det første at forstå sproget, selv om det langt fra er den samme dialekt der tales i Sallingland, syd for fjorden som norden fjords og for det andet med at forstå og sætte pris på den meget underspillede og underfundige jyske lune.

Det er muligt at jeg har læst noget af Jeppe Aakjær i skolen, men jeg kan desværre ikke huske det. Jeg var rigtig godt underholdt og det var en fornøjelse at læse forfatterens leg med sproget og hans underholdende beskrivelser af landlivet.

Mod jul får 4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar