onsdag den 2. december 2015

The Sunshine Blogger Award


Her i de mørke vintermåneder er det ikke dårligt med lidt solskin og jeg er blevet nomineret til denne skønne spørgsmålsleg af Kathrine fra bogbloggen Bøger på tværs.

"The idea of the Sunshine Blogger Award is that you nominate bloggers who put a little sunshine in you day, who are positive, creative and inspiring."

The rules:
1. Answer the 11 questions from the blogger who nominated you
2. Nominate some wonderful bloggers and write 11 questions for them to answer.


1. Hvilken serie/fiktiv verden så du gerne at der kom flere bøger om?


Jeg er helt vild med Sidsel Sander Mittets fantasyverden i Morika-serien. Det virker som en godt gennemtænkt og gennemarbejdet verden, som jeg rigtig gerne vil høre mere om.

2. Læser du helst tynde eller tykke bøger?


Jeg har en tendens til at vælge de tynde bøger frem for de tykke. Derfor havde jeg i 2014 en læseudfordring, hvor jeg skulle læse en tyk bog hver måned. Men i år havde jeg gang i så mange andre udfordringer, at jeg ikke havde plads til de tykke bøger. Det kunne være jeg skulle tage den udfordring op igen næste år.

3. Hvilken fiktiv person minder mest om dig selv?

Jeg er virkelig dårlig til sådan noget med at sammenligne mig selv med personer fra bøger. Jeg er endnu ikke stødt på nogen bøger, der handler om den hjemmegående husmor, med fire børn, der bor på en gård og som læser mange bøger ;)

4. Hvilken fiktiv skole vil du gerne gå på? (det kan også være et mester/lærlinge forhold)


Her må jeg som langt de fleste gå efter Hogwarts, hvem kunne ikke tænke sig at blive undervist på et gammelt slot, hvor man kan lære at passe magiske dyr, at lave trylleformularer og magiske eliksirer af lærere som Hagrid, Snape og Dumbledore?

Men jeg har da også en soft spot for de prestigefyldte og myte omvundne højere uddannelsesinstitutioner i USA. For eksempel som det fiktive Hampden College, hvor handlingen udspiller sig i Den hemmelige historie af Donna Tartt. Sådan en skole kunne jeg godt tænke mig at gå på. Med deres snobbede og konservative holdninger, obskure fag og elitære hemmelige klubber.

5. Er der en bog fra din barndom som du er særligt glad for?

 
 
Mit allerførste minde om bøger har med Pixi-bøger at gøre. De var en stor del af min barndom, hvor min mor tit læste højt fra dem for mig og hendes dagplejebørn. Jeg kunne bruge lang tid på at sidde og kigge i de små bøger og jeg var ikke ret gammel, før jeg kunne huske historierne uden ad og kunne 'læse' dem højt for de andre børn.

6. Læser du helst på dansk eller engelsk?

Jeg læser lige gerne danske eller engelske bøger. Jeg vælger ofte engelske bøger, fordi de er meget billigere end de danske og fordi der nogle gange kan gå noget tabt i oversættelsen fra engelsk til dansk.

7. Hvilken bog har du genlæst flest gange eller er der en bog du for nyligt har læst som du ved at du vil genlæse på et senere tidspunkt?


Jeg har genlæst de tre første bøger i Jean M. Auels Jordensbørn-serie Hulebjørnens Klan, Hestenes dal og Mamutjægerne utallige gange. Jeg er aldrig kommet længere og har heller ingen intentioner om at læse videre. Men de tre første er så drøngode, at jeg i mange år har genlæst dem mindst en gang om året. Nu er det godt nok ved at være et par år siden sidst, så det kan være de skal have en genlæsning i julen.

I sidste uge lyttede jeg til Hugh Howeys Silo-trilogi og lige da jeg var færdig med den sidste bog, var jeg helt overbevist om, at jeg snart kommer til at læse den igen. Den var virkelig god!

8. Hvad er den yndlings første sætning i en bog?

Jeg kan kun huske en eneste begyndelsessætning og det er fra Pride and Prejudice af Jane Austen

“It is a truth universally acknowledged that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife.”

9. Lytter du til lydbøger? og har du en bog du særligt kan anbefale i lydbogsformatet?


Jeg lytter konstant til lydbog. Jeg er faktisk gået hen og blevet en lille smule afhængig. Det er kommet så vidt at jeg føler der mangler noget, hvis jeg skal arbejde og ikke har en bog i ørene.

Jeg kan anbefale:

Engelske lydbøger,  Silo-trilogien af Hugh Howey ( selv om jeg ikke var helt tilfreds med oplæseren på bog nummer to) Sookie Stackhouse-serien af Charlaine Harris, der er læst med sydstatsaccent. Elsker det!

Danske lydbøger, Drømmehjerte af Cecilia Samartin, Store små løgne af Liane Moriarty. Jeg er også ret glad for de danske lydbøger af Haruki Murakamis romaner.

10. Hvilken bog ønsker du dig særligt for tiden?

Lige i øjeblikket synes jeg at mange af bøgerne på min ønskeliste er dele af serier og trilogier. Der er f.eks.

Robert Gailbraith - Ondskabens høst.
Mette Finderup - 4. bog i Den grønne ø serien.
V.E. Schwab - A Gathering af Shadows
Marks Frost - Sidste bog i Paladin Profetien


11. Står der noget på din bogreol der ikke er bøger? Hvad?


Det er ikke meget der er plads til ud over bøgerne, men der står denne lampe som jeg er meget glad for. Den er købt i Bahne og den bliver ikke varm, selv om den har stået tændt en hel aften. Varme fra en lampe kan nemlig godt gulne siderne på bøgerne der står tæt på, så jeg var glad da jeg fandt denne, der slet ikke skifter temperatur.

Jeg vælger at overse regel nummer to og ikke at nominere nogen, da jeg har set The Sunshine Blogger Award på stort set alle bloggene allerede.

Billedet øverst på siden er lånt fra bloggen Well Rounded Investor.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar